Ny Klovn-film solgt til udlandet
De internationale rettigheder til den næste Klovn-film er solgt. Blandt de medvirkende i filmen er Nikolaj Coster-Waldau.
Opfølgeren til den populære danske film "Klovn - The movie" har allerede fået international medvind, inden filmen overhovedet er blevet vist i Danmark.
Casper Christensen og Frank Hvam står også bag opfølgeren "Klovn Forever", og salgsrettighederne til filmen udenfor Norden er netop blevet overtaget af Protagonist Pictures.
Samtidig har Protagonist Pictures overtaget distributionsrettighederne til den første film, og selskabet vil tage begge film med til filmfestivalen i Cannes, som begynder den 13. maj.
Det er ikke meget, der er sluppet ud omkring plottet i den nye film, men Protagonist Pictures løfter sløret for dele af plottet.
I Klovn Forever prøver Casper at få en international solokarriere, og han flytter derfor til Los Angeles. Opsat på at genetablere venskabet følger Frank efter, hvilket giver anledning til "en ferie med spektakulære oplevelser".
Blandt dem, der dukker op i filmen, er danske Nikolaj Coster-Waldau, den australske skuespiller Isla Lang Fisher og forsangeren for Maroon 5, Adam Levine.
Den første Klovn-film solgte omkring 850.000 biografbilletter i Danmark, og filmen vandt publikumsprisen ved Robert-prisuddelingen i 2011.
Filmen var instrueret af Mikkel Nørgaard, og han er også manden bag opfølgeren.
Klovn Forever forventes at få premiere i Danmark til september.