Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

X Factor: Svær dansk udfordring

I det andet liveprogram skulle deltagerne synge dansk - og det var tilsyneladende en udfordring.

Lina Rafn måtte i andet liveshow i årets udgave af X Factor træffe en svær beslutning, da to af hendes unge solister endte med at stå i farezonen.

Hverken 16-årige Fie Winther, der sang "Landet" med Marie Key, eller 17-årige Mathias Chrøis med Niklas' "Veninder" fik nok af seernes stemmer til at gå direkte videre.

X Factor 21. februar

"Jeg vælger at tage den artist med videre, som jeg tror på fortsat kan udvikle sig mest. Derfor vælger jeg at sende Mathias hjem."

Klangen vandt

For mens Blachmann valgte at stå på Fies side:

"Du har den gave, at du har en helt fantastisk klang."

Holdt Remee på Mathias.

"Robbie Williams var også engang ham i Take That, der ikke kunne synge. Men han har lært det, og det kan du også."

Derfor var det Lina Rafn selv, der måtte tage den svære beslutning at sende sin mandlige solist hjem. Men på trods af, at Mathias Chrøis nu ikke længere er en del af X Factor 2014, tog han det overraskende pænt.

"Jeg hører ikke til her, det gør Fie til gengæld. Det her skal være hendes rejse. Jeg hører i stedet til derhjemme, hvor jeg kan lave mit eget musik," sagde Mathias Chrøis.

Den svære danske udfordring

Temaet for det andet liveshow i X Factor var dansk musik, og alle de otte finalister skulle derfor udelukkende synge på dansk.

"Når der bliver sunget på ens eget modersmål, rører det en meget dybere. Til gengæld er det også langt sværere at synge på dansk end på engelsk," sagde Lina Rafn som indledende bemærkning.

Sikker performance med norsk accent

Det var dog den 23-årige normand Lucy Mardou, Jyllands-Postens læseres storfavorit til at løbe med sejren, der havde aftenens største udfordring med det danske sprog, da hun kun har boet i Danmark i halvandet år.

Lucy Mardou var den af aftenens deltagere, der havde størst problemer med det danske sprog.

Hun havde sammen med sin mentor Remee valgt at synge en udgave af Norges uofficielle nationalsang "Kringsatt av Fiender" med en dansk oversat tekst af den norske digter Nordahl Grieg og musik skrevet af de danske komponister Otto Mortensen og Bent Fabricius Bjerre.

På trods af at langt fra alle danske ord blev udtalt til perfektion, høstede hendes optræden og sikre sangstemme både de tre dommeres rosende ord og et anerkendende nik fra Bent Fabricius Bjerre, der sad blandt publikum, hvilket sikrede Lucy Mardou en plads videre til næste liveshow.

Hyldest til kvindeligheden

Sangkonkurrencens testosteronfyldte gruppe, ManBand, gav aftenens mest intime optræden med en hyldest til kvindeligheden i form af sangen "Snehvidekys" af Burnin Red Ivanhoe & Povl Dissing.

ManBand leverede en overbevisende præstation med sangen "Snehvidekys".

"Sangen er en drøm om at kunne kysse kvinden tilbage til kvindeligheden, så vi kan få mandligheden tilbage," forklarede Blachmann, der i sidste uge måtte sige farvel til sit sammensatte band Lickety-Split.

De tre granvoksne mænd var ligesom i sidste uge populære hos de tre dommere og havde masser overskud til at joke med hinanden.

"Vi håber ikke, at fjernsynene på alderdomshjemmene er slukket, for vi vil gerne ramme den aldersgruppe, vi selv tilhører," sagde de inden deres optræden.

Mere nøgenhed

Konkurrencens ældste deltager, Steffen Gilmartin på 50 år, sang "Pandora" med Magtens Korridorer.

Ifølge Remee en sang, der passede glimrende til en mand, der har noget på hjerte.

Både Lina Rafn og Blachmann efterspurgte dog, at Steffen Gilmartin ville slippe tøjlerne noget mere.

"Jeg ville ønske, at du fik en sang uden guitar og tempo. Jeg savner noget mere nøgenhed," sagde Blachmann.

Rørt for første gang

Henriette Haubjerg var den eneste af aftenens deltagere, der rørte den ofte noget urørlige Thomas Blachmann med sin stemme og fortolkningen af Nordstrøms "Du og jeg"

"Du ligner en, der er blevet stylet af en skør Andy Warhol, men hvis man ser forbi det, har du jo en stemme, der græder. Det er så fint, musisk, inderligt og detaljerigt," sagde han.

Også Anthony Jasmin fik dommernes roser for deres udgave af nummeret "Hos mig igen" med When Saints Go Machine og Coco O.

"Det var rigtig, rigtig godt. Jasmin shinede rigtig meget i sidste uge, men i dag kom du virkelig også på banen Anthony," sagde Lina Rafn.

Ingen omsang i denne uge

Aftenens største lettelse var at finde hos 27-årige Pernille Nordtorp, som sidste uge måtte ud i en omsang.

Da seernes stemmer blev gjort op, var hun da også den sidste til at stå tilbage sammen med Fie og Mathias.

Men hun slap alligevel for at skulle optræde med Nikolaj Nørlunds "Ridset i panden" for anden gang i aften og kunne gå ned fra scenen sammen med en glad Remee, der som den eneste dommer stadig har alle sine tre finalister med videre til næste uges tredje liveshow.

ORDET ER DIT

Var det den rigtige, der blev sendt hjem?

Har du en generel holdning til årets X Factor, formatet, deltagerne, dommerne?