Sexarbejderes historie på dansk festival
Strippere, pornoskuespillere og prostituerede fortæller selv deres historie i 16 korte film.
I dag onsdag finder den første danske filmfestival om livet som sexarbejder, sted i København: Sex Worker Film Festival.
Programmet indeholder 16 korte film, som alle skildrer forskellige aspekter af livet som sexarbejder i forskellige brancher forskellige steder i verden.
Det er filminstruktør Steen Schapiro, der har sammensat festivalens program.
"Jeg har selv deltaget en del i debatten om sexarbejde i Danmark igennem flere år, og det ender ofte ud i en diskussion om, hvorvidt man er for eller imod et forbud,"
"Derfor synes jeg, at det var en god idé at lave et kulturarrangement om emnet, hvor man, gennem sexarbejdernes egne fortællinger, får muligheden for at fange nogle flere nuancer og få et bredere og dybere indblik i livet som sexarbejder," siger Steen Schapiro til Jyllands-Posten.
Glæde, voldtægt og død
Filmfestivalens program indeholder blandt andet film fra Thailand, Canada, Australien, Frankrig, USA og Ungarn, hvori man blandt andet møder strippere, pornoskuespillere og prostituerede.
Man møder for eksempel Shawna Virago, der i filmen "Transsexual Dominatrix" synger om, hvorfor hun elsker at pine mænd. I filmen "Nada" hører man om, hvordan hovedpersonens spiritualitet hænger sammen med hendes sexarbejde.
Der er film med humor, politiske budskaber og glæde, mens andre film fortæller om overgreb, personlige problemer, voldtægt og død.
Det vide spænd i historierne er en af de ting, som Steen Schapiro har haft fokus på i sammensætningen af programmet.
"Vi har forsøgt at skabe et bredt vue ud over branchen, og vi har hele vejen haft fokus på mangfoldigheden," siger han.
Egenproduktion
Det er gældende for alle 16 film, at det er sexarbejderne selv, der er kunstnerne bag.
Det er Golden Days festival og Husets Biograf, der præsenterer festivalen.
Det sker som et led i en kæde af begivenheder under titlen "Freedom of Speech", og filmfestivalen er det tredje i serien.
Filmfestivalen finder sted i Husets Biograf, hvor alle filmene bliver vist samlet. Der vil være to visninger.
Du kan læse mere om arrangementet på filmfestivalens facebookside.