Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Tysk tv-stjerne skjulte nazifortid godt

Tv-kanaler dropper genudsendelse af kendt krimi-serie, efter at stjernes grumsede fortid er afsløret.

Den tyske skuespiller Horst Tappert, der opnåede meget stor popularitet i rollen som detektiven Derrick i tv-serien af samme navn, bar på en hemmelighed.

Og det var hans aktive fortid i Waffen SSs særlige division Totenkopf, der blev opfattes som den grusomste del af SS.

Hans blakkede fortid blev afsløret i sidste måned, og det har nu ført til at tv-kanalen ZDF har droppet en planlagt genudsendelse af "Derrick".

Og tv-kanalen forsikrer, at den aldrig mere vil genudsende episoder fra serien, der kørte fra 1974 og 1998 og som omfattede i alt 281 episoder.

Vist i det meste af verden

Serien blev vist og opnåede stor popularitet i mange lande uden for Tyskland. Den blev blandt andet vist i både Kina, Rusland og Sydafrika, og den blev også vist på dansk tv.

For sin rolle modtog Horst Tappert en lang række priser og hædersbevisninger.

Også det statslige hollandske tv har meddelt, at man dropper en genudsendelse af serien planlagt til denne sommer.

Ærestitel er i fare

Serien foregik i München, og i den forbindelse blev Horst Tappert af delstaten Bayern udnævnt til æres-politiinspektør i 1980. Den æresbevisning overvejer man nu at tage fra ham posthumt.

Når Horst Tappert, der døde i 2008, blev spurgt om sin rolle under Anden Verdenskrig, svarede han konsekvent, at han havde gjort hospitalstjeneste.

Afsløringen af den populære skuespillers fortid har hos mange bragt hele affæren omkring forfatteren Günther Grass frem i erindringen. Også han, der i virkeligheden gjorde tjeneste i Waffen SS, skjulte i mange år sin fortid. Denne blev afsløret i 2006.