Publikum vilde med Aarhus som kulturhovedstad
Aarhusianske museer, teatre og spillesteder oplever øget billetsalg i de første måneder som europæisk kulturhovedstad.
Allerede inden premieren på instruktør Christian Lollikes nytænkning af Holbergs ”Erasmus Montanus” 10. februar – den første af en række forestillinger, som Aarhus Teater præsenterer i anledning af Europæisk Kulturhovedstad 2017 – havde man solgt 14.000 af 17.500 udbudte billetter. Det er højst usædvanligt for en klassiker, siger Morten Daugbjerg, pressechef på Aarhus Teater.
»Det er typisk musik- og familieforestillinger, som sælger bedst, men her har vi altså også ramt rigtigt. ”Erasmus Montanus” er den bedst sælgende klassiker på Aarhus Teater i 20 år,« siger han.
En uge efter premieren på ”Erasmus Montanus” kunne Aarhus Teater melde alt udsolgt, hvorfor man i al hast fik arrangeret en ekstraforestilling. Billetter til dén forestilling blev solgt på blot halvanden time. I alt 18.200 billetter er der solgt til stykket, der løber frem til lørdag.
»Vi bliver fortsat kimet ned af folk, der spørger, om vi ikke nok kan finde en enkelt billet, og folk står i kø efter uafhentede billetter,« siger Morten Daugbjerg, der har flere bud på, hvorfor denne forestilling er blevet så populær.
»Titlen ”Erasmus Montanus” vækker stor genklang hos publikum, og Christian Lollike har et stort publikum i Aarhus som instruktør, dramatiker og debattør. I Tyskland er det typisk instruktøren, der er stjernen, mens skuespillerne fungerer som redskaber til at føre instruktørens idéer ud i livet, og med Christian Lollike er vi ved at se noget af det samme i Danmark.«
Fra Fonden Aarhus 2017, der skal give Aarhus succes som Europæisk Kulturhovedstad 2017, glæder man sig over det generelle billetsalg.
»Museer, teatre og koncertsteder melder om rekordstore besøgstal – ligesom forestillinger, koncerter og udstillinger høster fantastiske anmeldelser med både fem og seks stjerner,« lyder det fra Rebecca Matthews, adm. direktør for Fonden Aarhus 2017.
Med syv komplet udsolgte forestillinger og flere fem-stjernede anmeldelser tog et begejstret publikum mod Teatret Svalegangens forestilling ”Befri Gudstjenesten” i Aarhus Domkirke i februar, og til Det Kongelige Teaters opsætning af ”Røde orm”, der har premiere på Moesgaard Museum i Aarhus den 24. maj, er der nu solgt 45.000 af 100.000 billetter.
»Det går langt bedre end forventet. Vi sælger imellem 400 og 600 billetter om dagen, så mon ikke der bliver udsolgt,« siger Magnus Restofte, kommunikationschef på Det Kongelige Teater.
Musikhuset Aarhus og Fonden Aarhus 2017 sætter verdens ældste og mest prestigefyldte balletkompagni, Pariseroperaens Ballet, sammen med Company Wayne McGregor. Sammen opfører de den moderne ballet ”Tree of Codes” i en scenografi skabt af kunstneren Olafur Eliasson til musik komponeret af Jamie xx. Premieren er 27. april, og billetterne rives væk. Der er tilføjet to ekstraforestillinger, og 8.200 af de 8.900 billetter er solgt. Der er udsolgt til koncerten med Daniel Barenboim og West-Eastern Divan Orchestra i april. Selv danseopsætningen af Susanne Biers ”Elsker dig for evigt”, som først har premiere i november, er der salg i.
»Man skal være hurtigt, hvis man skal have billet til den,« siger Mette Kier, programchef i Musikhuset Aarhus.
»Det går rigtig godt. Vores billetsalg i januar og februar er 50 pct. højere, end det var på samme tidspunkt de seneste to år. Kulturhovedstadsforestillingerne går heller ikke ud over det øvrige billetsalg - vi har samtidig solgt 35.000 billetter til ”Saturday Night Fever”.«
”Erasmus Montanus” er den første af fem forestillinger, som præsenteres i kulturhovedstads-regi på Aarhus Teater. 11. april har teatret premiere på den islandske performer Kristján Ingimarsson forestilling ”Morph”.
»Vi har ingen megaevents som ”Røde orm” på Aarhus Teater, men den fantastiske modtagelse af ”Erasmus Montanus” har givet et godt afsæt for de øvrige 2017-forestillinger. Dén forestilling har skabt en nysgerrighed på det øvrige program,« vurderer Morten Daugbjerg.