Fortsæt til indhold
Kultur

Top-hemmelig film viser kongefamilie hylde Hitler

Britisk tabloid-avis skaber hidsig debat efter afsløring af 80 år gammel film, der viser en heilende britisk kongefamilie.

Stående foran et kamera i haven omkring Balmoral-slottet lærer prins Edward - den senere kong Edward VIII - sine to niecer, hvordan man hylder Adolf Hitler og nazismen ved at heile.

Det er essensen af en 80 år gammel film, der i dag lørdag blev offentliggjort af den britiske tabloidavis The Sun.

Filmen, der varer 20 sekunder, er optaget i 1933 eller 1934 og viser den nuværende dronning Elizabeth (7 år) og hendes søster, prinsesse Margareth (3 år) omgivet af dronningemoderen Elizabeth og deres onkel prins Edward, der siden blev britisk konge i mindre end et år (1936) inden han abdicerede og giftede sig med den borgerlige Wallis Simpson.

Alle fire heiler til ære for fotografen. Edward, hvis nazisympatier op mod udbruddet af Anden Verdenskrig er kendte, lærer tilsyneladende småpigerne, hvordan man gør.

Klippet offentliggjort af The Sun spredes i øjeblikket som en steppebrand på nettet:

Klippet, der tydeligvis tilhører det britiske kongehus' dybt private samlinger, har aldrig tidligere været vist offentligt.

Offentliggørelsen af klippet har bragt sindene i kog i England - og meningerne er stærkt delte.

Det kan ikke undre, at det britiske kongehus er rasende over offentliggørelsen.

I en erklæring udsendt fra Buckingham Palace i formiddags hedder det blandt andet:

"Det er skuffende at en film, der er skyld for otte årtier siden og som tilsyneladende er fra Hendes Majestæts personlige familiearkiv er bragt til veje og udstilling på den måde."

Dagens udgave af The Sun online, der offentliggør den 80 år gamle video.

Flere historikere hilser i The Sun offentliggørelsen velkommen og kalder filmen for et "nyt historisk dokument med stor offentlig relevans."

Debatten handler ikke om, hvorvidt hele det britiske kongehus generelt havde sympatier for Hitler og nazismen - og ingen sætter spørgsmålstegn ved dronning Elizabeths afstandstagen fra nazismen.

Der fokuseres på Edward VIII, hvis nazisympatier i 1930'erne er en kendt sag.

Nazieksperten Karina Urbach, der er knyttet til Institute of Historical Research, kalder i The Sun filmen for "chokerende".

Også hun understreger, at dronning Elizabeth II i den grad holdt sin sti ren under krigen og på ingen måde kan tillægges nazisympatier.

"Hun var barn, da filmen blev lavet lang tid før nazisternes grusomheder blev alment kendte", siger hun og fortsætter:

"Men Edward hilste allerede regimet velkomment som prins af Wales i 1933 og forblev pro-nazi efter at krigen brød ud i 1939. Han kan meget vel have lært dronningen og prinsesse Margareth, hvordan man heiler.

Hitlers bevægelse voksede hurtigt fra 1929 og mange af kongefamiliens tyske slægtninge følte sig tiltrukket af den."

Senere siger hun til The Sun:

"Det er rigtigt at offentliggøre den. Det er på høje tid, at de kongelige arkiver åbnes for seriøs research i 1930'erne og Edwards politik og dets indflydelse på hans generation af den kongelige familie."

Edwards sympati for Hitler er ingen hemmelighed. Her ses han sammen med Adolf Hitler i Berlin i 1937.

Andre, der støtter offentliggørelsen, mener, at filmen giver et lille indblik i den generelle britiske indstilling til Hitler og nazismen i 1930'erne inden det blev kendt, hvilke planer Hitler i virkeligheden havde for Europa.

Den originale film opbevares stadig bag lås og slå i de kongelige arkiver, men på et tidspunkt blev der lavet nogle kopier - og det er en af disse den britiske tabloidavis er kommet i besiddelse af.

Avisen forsvarer offentliggørelsen med, at det er et vigtigt historisk dokument.

Men deri er langt fra alle enige.

Militærhistorikeren James Holland siger til The Sun blandt andet:

"De griner alle sammen, der er masser af smil, så det er altsammen én stor joke. Jeg tror ikke, at der i 1930'erne eller 40'erne var et eneste britisk barn, som ikke lavede en drilagtig nazi-hilsen for sjov. Den viser, at den kongelige familie er ligeså menneskelige som alle andre."

Også James Holland understreger, at hverken dronninge-moderen eller Kong George VI var nazisympatisører, men at det ikke er en hemmelighed at Edward var det.

Det er iøvrigt ikke første gang, at medlemmer af det britiske kongehus vækker opsigt med nazi-symboler.

For 10 år siden mødte prins Harry op til et kostumebal forklædt som nazi-officer med rødt hagekors-armbind. Et påhit, der vakte både voldsom vrede og debat i England da samme The Sun fik tilsendt billeder fra festen.

At The Sun har valgt at publicere filmen, har i øvrigt i den grad sat gang i Twitter, hvor mange tager voldsom afstand fra offentliggørelsen - og der lægges ikke ligefrem fingre imellem: