*

Kultur

Frivillige til AC/DC-koncert føler sig snydt

Frivillige barhjælpere til AC/DC-koncert skyder med skarpt efter arrangøren Live Nation.

De fleste er enige om, at AC/DC leverede varen til koncerten onsdag aften i Roskilde, men mange af de frivillige, som leverede arbejde til afviklingen af koncerten, retter skarp kritik af arrangøren Live Nation. Foto: Per Lange

Da AC/DC onsdag gav koncert i Roskilde, sørgede flere end 350 frivillige fra forskellige foreninger i Roskilde for, at der der blev langet fadøl og drinks over diskene og solgt shots blandt publikum.

Selvom de fleste er enige om, at de aldrende australske tetosteron-rockere i AC/DC leverede varen, så har flere af de frivillige i skarpe vendinger kritiseret koncertarrangøren, Live Nation, for at være uprofessionel og ikke levere hvad der var blevet lovet til de mange frivillige.

Flere af de frivillige klager på Facebook over, at der ikke, som lovet, var sørget for forplejning under koncerten, og at de var blevet lovet en t-shirt og et afterparty med mad og drikke.

Imidlertid var der ikke skyggen af afterparty,  da de frivillige var færdige med at arbejde kl. 01 torsdag morgen, og andre beretter om manglende styring af de barer, de skulle bemande og om for lidt kapacitet til at betjene de 55.000 tørstige tilskuere.

"Er så ked af, at jeg selv er så ansvarsbevidst, at jeg blev til den bitre ende - for røvrendt blev vi. Vi blev behandlet ligegyldigt. Ingen præsenterede sig eller noget. 4 timer før vi fik en flaske vand. Stod op fra 12 til 01. Nåede en halv sandwich og 19 minutters pause. Burde ha' været skredet. Men er et anstændigt menneske - ulig jer Live Nation," skriver en af de frivillige, Janni Brask Olsen på Facebook.

To andre frivillige Tobias Mikkelsen og Søren Helmersen beretter, at de heller ikke fik nogen forplejning, at der ikke var en ansvarlig for baren, at der ikke var planlagt pauser for de frivillige, og at de flere gange løb tør for drikkevarer i den bar, de var med til at bemande.

"Når fadølsanlægget strejkede gik der op til en time før, der kom nogen og reparerede det, og flere gange under koncerten måtte folk stå i kø i halvanden til to timer for at kunne få fadøl. Det blev publikum selvfølgelig sure over, og det måtte vi som frivillige stå på mål for," fortæller Tobias Mikkelsen til Jyllands-Posten.

Han har i adskillige år været frivillig på Roskilde Festival, og synes i sammenligning med dette, at Live Nation behandlede de frivillige uanstændigt og uprofessionelt.

"Mage til amatører skal man lede længe efter," siger han.

De frivillige lagde ikke fingrene imellem, da de efter koncerten gav feedback til arrangøren Live Nation på Facebook. Foto: Facebook

Hos Live Nation kan kommercielt ansvarlig Kasper Bjergbæk ikke genkende de frivilliges kritik.

"Der har aldrig været planlagt, at der skulle være et afterparty, så det ved jeg ikke, hvordan de frivillige har fået opfattelsen af," siger han til Jyllands-Posten, og forklarer videre, at der, som lovet, var bestilt forplejning i form af sandwiches til alle og at der var bestilt t-shirts til alle.

"Jeg har forstået, at der er nogle enkelte, som ikke har fået t-shirts, og vi har aftalt med de foreninger, som de frivillige kom fra, om at melde tilbage til os, så vi kan eftersende de manglende t-shirts til dem," fortsætter Kasper Bjergbæk.

Han vil, selvom han er Live Nations ansvarlige for salg af mad og drikkevarer til koncerten, ikke forholde sig til kritikken af de kaotiske forhold omkring de frivilliges arbejde i barerne. Her henviser han til Live Nations underleverandør Martin Andersson, som driver virksomheden And & And, og som Live Nation havde engageret til at stå for alt salg af drikkevarer til koncerten.

Direktør Martin Andersson afviser også at kende noget til, at de frivillige skulle være lovet et afterparty, og han mener ikke at beretningerne om de kaotiske forhold er berettigede.

"Jeg mener det er en storm i et glas vand. Selvfølgelig er der tryk på, når man skal betjene 55.000 mennesker, og selvfølgelig løber barerne en gang imellem tør for en enkelt vare, men så bliver der hurtigt fyldt op igen. Vi tjener jo ingen penge, hvis vi ikke har varer i barerne," forklarer han til Jyllands-Posten.

Han giver udtryk for, at han mener, at kritikken i stort omfang skyldes, at de frivillige ikke er rutinerede og erfarne nok som barpersonale, og han afviser blankt, at der har været barer, hvor der ikke har været en baransvarlig, som kunne vise de frivillige til rette.

I forhold til, hvad de frivillige er blevet lovet, henviser også han til en underleverandør, virksomheden PromoteMe, der hjælper And & And med at skaffe frivillige til at bemande barerne.

"Jeg kender jo ikke 300 mennesker, som jeg kan hyre til at stå i bar," siger Martin Andersson til Jyllands-Posten og forklarer, at han derfor har engageret PromoteMe til at skaffe de mange frivillige.

Det bekræfter en af de frivillige Mads Clausen, der sammen med 29 andre frivillige fra Foreningen Grøn, netop var blevet engageret af PromoteMe til at sælge vodkashots på koncertpladsen.

Ifølge den aftale, som Foreningen Grøn har indgået med PromoteMe, skulle foreningen stille med 30 frivillige, der skulle arbejde fra kl. 15:00 til kl. 00:45. For den indsats skulle foreningen have 50 kr. for hver time de frivillige arbejdede. Foreningen Grøns medlemmer havde derfor set frem til at kunne putte knap 15.000 kr. i foreningskassen.

Da de som aftalt møder op, bliver de imidlertid bedt om at vente, og først tre timer senere, meddeler en medarbejder fra PromoteMe, at de desværre ikke kan komme til at arbejde, fordi PromoteMe ikke her flere armbånd til de frivillige. I stedet tilbyder medabejderen dem en biograftur med popcorn som kompensation. Et tilbud, som de frivillige ikke er tilfredse med.

Først da de frivillige fra Foreningen Grøn klager til Live Nation, får de adgang til koncertpladsen, men de får ikke mulighed for at arbejde som lovet, så de kan tjene penge til deres forening.

I stedet tilbyder en medarbejder fra PromoteMe dem, at han personligt vil sælge nogen frivilligarmbånd til et koncertarrangement i Aarhus i august måned, og give Foreningen Grøn overskuddet.

Hos Live Nation afviser Kasper Bjergbæk, at det er normal praksis at handle med frivilligarmbånd, ligesom han afviser at kende noget til PromoteMe-medarbejderens tilbud til Foreningen Grøn.

"Det er ikke en måde vi ønsker at drive forretning på, og det må vi diskutere med vores underleverandør, som har engageret PromoteMe," siger han til Jyllands-Posten.

Hos And & And, siger direktør Martin Andersson, at han godt har hørt om historien, og at han selvfølgelig vil lægge pres på sin underleverandør, PromoteMe, for at sikre, at de afregner det lovede beløb med Foreningen Grøn, selvom de ikke har arbejdet for pengene.

"Hvis PromoteMe er kommet til at indkalde for mange frivillige, skal den pågældende forening jo ikke bøde for det. Jeg mener de har en aftale, og at den skal honoreres, og det vil jeg sige til PromoteMe, når vi evaluerer," siger Martin Andersson.

Det har ikke været muligt at få kontakt til PromoteMe, så de kunne kommentere på kritikken.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV anbefaler
Annonce
TV
Annonce
Kultur
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her