Gigantisk vagina foran berømt slot bringer sindene i kog
Kunstneren Anish Kapoor har fået opstillet en række skulpturer i Versailles - men især en af dem vækker opmærksomhed.
Er det en gigantisk tuba eller er det i virkeligheden en gigantisk kvindelig vagina?
Det er det store diskussionsemne i - og langt uden for - parken omkring Versailles i Paris, hvor skulpturen "Dirty Corners" har vakt opsigt og ophedet diskussion.
Skulpturen, der er skabt af den britiske kunstner Anish Kapoor, er både blevet kaldt beskidt, sjofel og upassende siden den - sammen med en række andre skulpturer af samme kunstner - blev afsløret i parken omkring Versailles i fredags.
Men det er først og fremmest den kontroversielle skulptur, der indtil videre tiltrækker sig al opmærksomhed.
Kritikere mener, at skulpturens form og værkets titel - "Dirty Corners" - mere end antyder, hvad det er kunstneren har skabt.
Selv er Anish Kapoor faktisk tidligere blevet citeret for, at det er "en vagina tilhørende en kvinde (Marie Antoinette.red), der kommer til magten", men efter den hårde kritik af værket, har han glattet ud og hævder nu, at han er blevet fejlciteret, og at det er op til enhver, hvordan man vil tolke værket.
Skulpturen - og reaktionerne på samme - har skabt stor medieinteresse omkring Kapoors værk og flere af de turister, der har besøgt Versailles giver udtryk for både forbløffelse og forargelse over skulpturen.
Også Versailles borgmester, François de Mazières, og andre højreorienterede franske politikere har blandt andet på Twitter kritiseret skulpturen. Dagbladet Le Parisien kalder skulpturen for en provokation.
Men samtidig er der også mange - blandt andre anmeldere fra de store franske aviser - der priser værket og kunstneren.
I fredags kom Anish Kapoor over for et talstærkt opbud af medier ikke nærmere ind i tolkning af værket udover at understrege, at det står alle og enhver frit for at tolke. Men han udtalte blandt andet, at hans værk skulle ses som en kontrast til de mange stærke og ofte bonerte magtsymboler, der omgiver det i lige netop Versailles.
Flere har hæftet sig ved, at de hårdeste kritikere af værket kommer fra Frankrigs politiske højrefløj.
Og det er langt fra første gang, at højrefløjen har blandet sig i debatten om kunst i det offentlige rum i Frankrig.
Allerede i 2008, da den amerikanske kunstner Jeff Koons som den første moderne kunstner fik opstillet værker i parken omkring Versailles - en kæmpe hummer og nogle oppustelige kaniner - frygtede højrefløjen, at skulpturen ville ødelægge Versailles-slottets omdømme.
Da den japanske manga-kunstner Takashi Murakami fik en række vovede skulpturer opstillet udløste det demonstrationerne foran Versailles. Man mente, at skulpturerne var anstødelige og krævede dem fjernet.
Sidste år var den gal inde i Paris, hvor den amerikanske kunstner Paul McCarthy på den centrale Place Vendomme rejste et oppustet gigantisk oppustet grønt fallos, som angiveligt var en juletræ.
Da kunstneren selv nogle timer efter opstillingen ville tage sit værk i nærmere øjesyn blev han overfaldet og slået i ansigtet af en vred forbipasserende.
Og blot et par dage efter blev skulpturen udsat for så massivt et hærværk, at resterne af den blev pakket sammen og ikke siden genopstillet.
Hærværket blev angiveligt begået af højreekstremister.