Fortsæt til indhold
Kultur

Mysteriet om henrettet poet måske løst

Nye lovende udgravninger kan meget vel afdække Federico Garcia Lorcas grav.

Ingen kender selvsvagt de fire mænds sidste tanker.

Men de døde sammen.

Henrettet ved skydning af Franco-tro spanske nationalister.

Uden rettergang og på grund af deres indædte modstand mod general Francisco Francos højreekstremisme.

Få kender Acollas Gabezas, Fracisco Galadi og Dioscoro Gonzales.

Men det fjerde offer for Franco's bødler var kendt og blev siden en af den spanske fascismes mest berømte ofre:

Federico Garcia Lorca.

Poet, skuespilforfatter og teaterdirektør.

De fire mødte på samme tid døden lørdag den 19. august 1936.

Federico Garcia Lorca blev henrettet af Francos håndlangere få uger efter udbruddet af Den Spanske Borgerkrig i 1936. Trods mange anstrengelser er hans sidste hvilested endnu ikke fundet - og kun få af omstændighederne omkring henrettelsen er kendt.

Blot få uger efter udbruddet af Den Spanske Borgerkrig.

Henrettelsen fandt sted i et område kendt som Fuente Grande mellem de sydspanske byer Viznar og Alfacar.

Og dette er - i al væsentlighed - hvad man ved om henrettelsen.

Til dato er det heller ikke lykkedes at finde de jordiske rester af Federico Garcia Lorca, selvom der har været gjort flere seriøse forsøg.

Men nu mener et arkæologisk team, at man efter al sandsynlighed i løbet af kort tid vil finde de jordiske rester af Lorca og hans lidelsesfæller i området, hvor de den dag for 78 år siden blev ramt af fascisternes dræbende kugler.

Arkæologer og retsmedicinere har arbejdet intenst i et område ved Viznar siden midten af november, og teamet er fortsat meget optimistisk og tror på muligheden af, at man omsider finder de jordiske rester af Lorca og de tre andre henrettede.

Stedet, hvor eksperterne graver, er nøje indkredset af forfatteren og historikeren Miguel Caballero Pérez, der har brugt tre år på at forske i de sidste timer af Lorcas liv. Dette resulterede i bogen "Garcia Lorcas sidste 13 timer", der udkom i 2011.

Bogen bygger på omfattende research i stats- og politiarkiver og adskillige interviews med efterkommere af mennesker, der på et eller andet plan var involveret i henrettelsen.

Det er ikke første gang, der graves efter Lorcas jordiske rester.

I 1971 indkredsede journalisten Ian Gibson et område, der ligger meget tæt på området, hvor der nu graves.

Mindesten over Lorca i den område, hvor man i 2009 var overbevist om, at han ligger begravet. Men i forbindelse med en åbning af graven, blev der ikke fundet knoglerester af hverken Lorca eller nogen anden.

Efter mange års tovtrækkerier og med tilladelse fra de efterladte til de fire henrettede blev graven åbnet i 2009. Dette under meget stor international mediebevågenhed, men - viste det sig - graven var tom.

Selvom det er 87 år siden, at henrettelsen fandt sted, så er tiden ikke arkæologernes værste fjende.

Det er den meget udbredte holdning i Spanien, der går på, at det må tjene alle bedst, at landets fortid forbliver begravet sammen med de mange tusinder af Franco- modstandere, der blev myrdet.

Man regner med, at der fortsat befinder sig omkring 2.000 uåbnede massegrave, der rummer ofre for udryddelserne før, under og efter Den Spanske Borgerkrig.

I 2007 vedtog det spanske parlament formelt en lov, der dels betød, at langt de fleste offentlige Franco-monumenter blev fjernet og dels betød, at det skulle blive lettere, at indkredse ofrene og deres sidste hvilesteder.

Man anslår, at omkring 115.000 spaniere forsvandt sporløst fra 1936 til 39 og i årene der fulgte frem til diktatorens død i 1975. Frem til dette år var Lorcas værker i øvrigt bandlyste i Spanien.

I forlængelse af loven fra 2007 gennemførte historikeren Emilio de Silva en eftersøgning efter resterne af sin bedstefar, der ligesom Lorca blev henrettet.

Dette skete i Nordspanien, hvor bedstefaren blev begravet i en massegrav.

Siden er det lykkedes de Silva at identificere omkring 6.000 begravede ofre.

Det anslåes af Franco brutalt udryddede omkring 115.000 politiske modstandere. Siden er det kun lykkedes at lokalisere et mindre antal af omkring 2.000 massegrave fordelt over hele Spanien.

De første par år var eftersøgningen efter Francos ofre i al væsentlighed finansieret af det offentlige, men det blev allerede fra 2008 meget vanskeligt at opnå offentlig støtte til udgravninger og undersøgelser, og i 2011 blev kassen smækket definitivt i.

Derfor bliver alle undersøgelser af landets blodige fortid i dag finansieret med private midler - og det samme gælder de lovende udgravninger mellem Viznar og Alfacar.

Udgravninger, der meget vel kan føre til fundet af Federico Garcia Lorcas jordiske rester.

Poeten, der allerede mindes med statuer, mindeplader og andet mange steder i Spanien.

Hvornår undersøgelserne i området afsluttes er ikke oplyst, men arkæologerne har meddelt, at man stadig er meget optimistiske, hvad angår mulighederne for at finde de jordiske rester af den verdensberømte poet, der sammen med 115.000 andre spaniere faldt i unåde hos Franco-diktaturet.