Mads Brügger: Ansatte på 24syv var bange
Programchef på Radio24syv, Mads Brügger, indrømmer nu, at frygt blandt medarbejderne var årsag til, at radio24syv droppede initiativet til en Dan Park-udstilling i København.
I disse tider, hvor Islamisk Stat halshugger vestlige journalister, er det måske fornuftigt at holde lav profil. Sådan lød et af argumenterne fra en række medarbejdere på Radio24syv, som advarede cheferne på radiostationen mod at deltage i debatten om den svenske provokunstner Dan Park. Det fortæller programchef Mads Brügger til Jyllands-Posten.
”Vi modtog interne mails fra medarbejdere, som var bange og bekymrede. Det gjorde da et kæmpe indtryk på mig. Vi begyndte alle at ryste på hænderne,« siger Mads Brügger.
Radio24syv opfordrede i forrige uge danske gallerister til at udstille Dan Park. De havde selv anskaffet sig både billeder og lokaler, men ønskede ikke selv at stå som gallerist.
Radio24syv trak som bekendt i land. Mads Brügger forsvarede beslutningen i Deadline på DR2, samt i en kronik i Politiken, hvor han begrundede det med, at det beroede på en juridisk vurdering, men også på den vurdering, at debatten var blevet afsporet, så den kom til at handle om krænkelse af minoriteters følelser, hvilket ikke var hensigten. Men det var ikke hele sandheden, erkender han nu.
Medstifter af organisationen FriDebat, Jens Martin Eriksen, kritiserer, at man alt for ofte begrunder selvcensur med søforklaringer, hvor man »camouflerer frygten i diskussioner om høflighed og anstændighed«.
Han er derfor glad for, at Mads Brügger nu er nået frem til den »sande« erkendelse.
»Så længe Radio24syv indrømmer, at de er bange, så kan jeg både respektere og forstå deres beslutning. Det er sådan, vi kan komme videre, fordi vi dermed kan forholde os rationelt til frygten,« siger Jens Martin Eriksen.