Fortsæt til indhold
Kultur

Ex-diktator har sagsøgt populært spil

Computerfirmaet bag Call of Duty har fået problemer for at låne militærmandens ansigt.

Selv diktatorer bekymrer sig om, hvilken omtale de får.

Det gør i hvert fald den forhenværende leder af Panama, Manuel Noriega, som styrede landet med hård hånd mellem 1983 og 1989.

Han sidder nu fængslet for sine talrige forbrydelser, men det forhindrer ham ikke i at håndhæve sine rettigheder. Krænkeren er i dette tilfælde det populære computerspil Call of Duty, mener Noriega.

Fiktive forbrydelser

Computerspillet er kendt for at låne fra virkelige begivenheder for at bygge plottet op.

Og i den udgave, som hedder Black Ops 2, har man brugt Noriega. I spillet, som er udgivet af Activision, hjælper han den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, med at fange en nicaraguansk terrorist. Senere vender han sig mod amerikanerne og bliver selv jagtet.

I virkeligheden var Noriega faktisk spion for CIA, før tjenesten brød båndene til ham. Han sidder nu i fængsel for bl.a. omfattende narkohandel og mord på sine kritikere.

Men han er på ingen måde tilfreds med, at hans person også tilskrives opdigtede forbrydelser i spillet. Hans søgsmål handler blandt andet om, at han mener, han bliver udstillet som "kidnapper, morder og statsfjende".

Lady Goo Goo

Samtidig er den 80-årige militærmand også utilfreds med, at firmaet har tjent penge på hans ansigt, og han søger derfor erstatning.

Og Manuel Noriego er med sit søgsmål en del af en trend, fortæller en advokat til BBC. Mange kendisser benytter sig i disse dage af deres ret til at kontrollere, hvornår deres ansigt bruges.

"For eksempel har Lady Gaga reageret over for det britiske computerspilsfirma Mind Candy, fordi de lavede en karakter, der hed Lady Goo Goo i spillet Moshi Monsters," fortæller Jas Purewal.