Fortsæt til indhold
Kultur

Her er sommerens festivaler

Om du er til folkefest eller the Rolling Stones på Orange Scene, så vil du sikkert finde noget, der falder i din smag på vores liste over sommerens festivaler.

Simon Kudal

Roskilde Festival

Bruce Springsteen i fugleperspektiv under sin koncert på Orange Scene i 2012. Arkivfoto: Lars Just/Polfoto

Nordens største festival kan allerede melde udsolgt i år, og det skyldes nok ikke mindst rock-mastodonterne fra the Rolling Stones, der melder deres ankomst på Orange Scene – det samme telt, de selv turnerede Europa med i 1976. I alt er der omkring 160 forskellige koncerter på scenerne og over 130.000 deltagere til dette musikorgie, hvor alle genrer er repræsenteret.

De spiller: The Rolling Stones, Arctic Monkeys, Damon Albarn, Drake, Major Laser, Outkast, Stevie Wonder, Trentemøller, Manu Chao La Ventura, Deftones, Kasabian

Hvornår: 29. juni – 6. juli
Læs mere: www.roskilde-festival.dk

Skagen Festival

Skagen Festival. Arkivfoto: Polfoto

Festivalen i Skagen er Danmarks ældste musikfestival og blev første gang afholdt i 1971. Festivalens musikprofil er international folkemusik, men har gennem årene udviklet sig, så der spilles folkrock, blues, bluegrass, jazz, visesang, roots og meget andet.

De spiller: Sys Bjerre, Mads Langer, Songwriters Circle, Ahab, Allan Taylor, Baskery, Beggars Row, Carsten Knudsen, Cattle in the Cane, Esben Kronborg & Band, Folkeklubben, Ulige Numre

Hvornår: 3. juli – 6. juli
Læs mere: www.skagenfestival.dk

Copenhagen Jazzfestival

Copenhagen Jazzfestival.

Den københavnske jazzfestival, der har mere end tre årtier på bagen, er en af Europas mest velrenommerede jazzfestivaler. Bevæger man sig rundt i Københavns gader, er man ikke i tvivl om, at jazzfestivalen er i gang, for musikken spiller overalt – fra barer, på pladser, på torve og i parker. I løbet af de 10 dage festivalen varer præsenteres mere end 1000 koncerter på over 100 scener rundt omkring i byen.

De spiller: Gregory Porter, Thurston Moore & Mats Gustafsson, Concha Buika, John Scofield Überjam Band, Chick Corea & Stanley Clarke, Aaron Parks

Hvornår: 4. juli – 13. juli
Læs mere: www.jazz.dk

Bork Havn Musikfestival

Bork Havn Musikfestival. Pr-foto

Den traditionsrige musikfestival, der har fundet sted i 36 år, byder på musik for enhver smag. Musikken er hovedsagelig dansk, og i år er topnavnene blandt andet L.O.C., Marie Key, Rasmus Seebach og Anne Linnet.

Festivalen finder sted i smukke rammer ved Ringkøbing Fjord og har tre scener – Det store telt, Havnebaren og Det irske telt. Selv når musikken ikke spiller, er der masser af underholdning på festivalen, da Nordisk Tivoli Park, der er et af Nordeuropas største omrejsende tivolier, har opsat boder og forlystelser omkring havnen og fjorden.

De spiller: L.O.C., Marie Key, Magtens Korridorer, Anne Linnet, Rasmus Seebach, Carpark North, Kato vs. Safri Duo, Christopher, Klumben & Raske Penge.

Hvornår: 30. juli – 3. august
Læs mere: www.borkhavnmusikfestival.dk

Vanguard

Wu Tang ved sidste Vanguard. Arkivfoto: Polfoto

Vanguard er den yngste festival på vores liste, da det i år kun er anden gang, den løber af stablen i Søndermarken. Sidste år tog festivalen københavnerne med storm, da den annoncerede stærke navne som Wu Tang Clan, De La Soul og danske Malk de Koijn. Festivalen var så stor en succes, at den fortsætter, og igen i år er der især kræset for hiphopperne med bookingerne.

De spiller: The Roots, Mos Def, Babyshambles, The Savage Rose, KIDD, Method Man & Redman, George Clinton, Death, Large Professor

Hvornår: 1. august – 2. august
Læs mere: www.vanguard-festival.com

Smukfest

Smukfest. Arkivfoto: Polfoto

Danmarks Smukkeste Festival, Smukfest eller Skanderborg Festival – kært barn har mange navne, og festivalen har med sikkerhed også hvert år nogle store verdensstjerner på programmet. Festivalen udspiller sig i skønne omgivelser under bøgetræerne ved nogle søer. De sidste par år har billetter til festivalen været udsolgt.

De spiller: 50 Cent, Pet Shop Boys, Skrillex, Deadmau5, Nik & Jay, Rasmus Seebach, Marie Key, TV-2, Nephew, MØ, Mads Langer, S!vas, Tina Dickow, Rasmus Nøhr, D-A-D, Johnny Madsen, Klumben & Raske Penge

Hvornår: 6. august – 10. august
Læs mere: www.smukfest.dk

Læser du med fra mobilen, så se flere billeder her.