Fortsæt til indhold
Kultur

Kina køber historisk ejendom i København

Den kinesiske stat vil åbne et kulturhus på H. C. Andersens Boulevard.

Kineserne er vilde med H. C. Andersen og det eventyrlige Danmark. Måske er det en af grundene til, at den kinesiske stat netop har købt det tidligere musikkonservatorium på H. C. Andersens Boulevard 36 i København.

Den 2.434 kvadratmeter store bygning var i mere end 100 år domicil for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, indtil det flyttede i 2010.

Nu bliver de gamle bygninger igen fyldt med musik. Kineserne vil nemlig lave ejendommen om til et kinesisk kulturhus.

"Den kinesiske ambassade har oplyst, at kulturhuset skal benyttes til både bibliotek, udstillinger, koncerter og undervisning," siger Susan Linstrup fra ejendomsmæglerne Lintrup & Norgart, som repræsenterede sælgeren, Meghraj Danmark A/S, i forbindelse med salget af ejendommen.

Smuk bygning, fremragende beliggenhed

Hun beskriver desuden købet som et naturligt skridt, da Danmark åbnede et kulturinstitut i Beijing i 2005.

Da Musikkonservatoriet lukkede i 2010, blev det i første omgang overtaget af den humanitære organisation Danner, mens Danners egne bygninger ved søerne gennemgik en renovation.

I 2012 blev bygningen solgt til investorer forvaltet af Meghraj Danmark A/S, der er en af landets største grupper af ejendomsinvestorer.

"Vi købte konservatoriet, fordi det er en smuk bygning med en fremragende beliggenhed, som vi mente ville være attraktiv for en række potentielle slutbrugere. Interessen for bygningen har været overvældende, stærkt stimuleret af koncertsalen på anden sal," siger Tim Hinks fra Meghraj Danmark.