Fortsæt til indhold
Kultur

Remee måtte sige farvel til første solist

Så gik den ikke længere for Remee, der i aftenens X-Factor liveshow måtte sige farvel til sin første solist.

X-Factor-07-03-14

Remee, der indtil nu har været urørlig i X-Factor liveshowsene med kategorien de ældre solister, måtte i aften tage den svære beslutning, at sende sin første deltager hjem.

Det blev Steffen Gilmartin, der måtte forlade den spotlightbesatte X-Factor scene.

Mens Thomas Blachmann valgte at sende Steffen Gilmartin hjem, pegede Lina Rafn på Pernille Nordtorp. På den måde var det op til Remee selv at vælge mellem sine to solister.

"Vi står med to af de absolut stærkeste solister i showet," sagde han.

Unik stemme

"Steffen, din stemme er helt unik, og du er en ægte musiker, der har brændt for det her gennem hele livet. Du har så meget fortjent at være her."

"Pernille, du er den mest cool, charmerende og karismatiske. Og din stemme kan virkelig også noget særligt."

"Hvis jeg skulle vælge strategisk, ville jeg lade dig gå videre, Steffen, men jeg bliver nødt til at se på, hvem der har det største udviklingspotentiale. Og det har Pernille," sagde Remee og sendte dermed Steffen hjem.

Remee har nu kun to deltagere tilbage; Lucy Mardou og Pernille Nordtorp, ligesom Blachmann med ManBand og Anthony Jasmin, mens Lina Rafn i aften fik lov at beholde sin eneste unge solist, Henriette Daugaard.

Ro skiftet ud med fest

Favoritten Lucy Mardou åbnede det fjerde liveshow med tyske Lenas "Satellite".

"Hun er roen i showet. Når jeg bliver lidt stresset, sidder hun på gulvet i hjørnet med lukkede øjne."

Sådan præsenterede Remee sin første solist, Lucy Madou, som både seerne, bookmakerne, Jyllands-Postens læsere og mange andre har som klar favorit til at vinde X-Factor 2014.

Indtil videre i showet har Lucy Madou været præget af rolige og melankolske optrædender, men det var der i aften lavet om på.

For med et brag af en festlig udgave af tyske Lenas "Satellite", der vandt det internationale Eurovision 2010, var der både tempo, farver og akrobatik på scenen. Og det behagede dommerne.

"Det var dejligt endelig at se dig have en fest. Og så lød det også rigtig godt," sagde Lina Rafn.

Også Thomas Blachmann mente, at det klædte Lucy Madou med noget mere lethed og leg, men det var ikke nok til at imponere ham yderligere.

"Jeg havde meget høje forventninger til dig i Remees samarbejde, og de er endnu ikke blevet indfriet. Jeg savner stadig én wow-oplevelse. Undskyld," sagde han.

Lucy Mardou gik igen i aften sikkert videre til næste uges liveshow.

Kongen af grand prix

Steffen Gilmartin sang Johnny Logan-nummeret "What's Another Year".

Som direkte modsætning til Lucys fredagsfest havde X-Factor feltets ældste deltager Steffen Gilmartin taget en anden grand old man til sig.

Nemlig den irske konge af grand prix, Johnny Logan, med nummeret "What's Another Year", som i Steffen Gilmartins fortolkning var taget helt ned i tempo og uden andre instrumenter end klaver.

Mens Blachmann mente, at det var den bedste og mest tilstedeværende optræden fra Steffen Gilmartins side indtil videre, manglede Lina Rafn noget mere energi.

"Du er utrolig sikker i din musik, men det bliver også tydeligt for mig, hvorfor du ikke er brudt igennem endnu. Jeg mangler, at du eksploderer, så det hele ikke er så trist."

Remee selv var stolt af sin solist og mente, at Steffen Gilmartin efter aftenens optræden med rette kunne være stolt af sig selv.

Det var dog ikke nok til, at han valgte at sende ham videre til næste uges femte liveshow.

Bedste præstation indtil videre

Henriette Daugaard fortolkede Trine Dyrholms "Danse i Måneskin".

"Det er den bedste udgave, jeg nogensinde har hørt af den sang."

Så tilfreds med 16-årige Henriette Daugaards fortolkning af Trine Dyrholms "Danse i Måneskin" var Thomas Blachmann.

Og det betød meget for både Henriette Daugaard og Lina Rafn, der var tilfreds med sin eneste tilbageværende solist, som sidste uge var i fare for at ryge ud af showet. Så tilfreds, at hun måtte tørre sine øjne og med skælvende stemme udtrykke:

"Du var fantastisk i dag, og du var virkelig til stede. Jeg er så stolt, og sidder med en ro i maven. Du gjorde lige præcis det, du gerne ville."

Remee var dog mere skeptisk, for på trods af, at Henriette Daugaard ifølge ham også klarede aftenens grand prix-udfordring fremragende, havde han dog stadig svært ved at se hende som en henstøbt artist.

Vovet evergreen

Anthony Jasmin havde givet sig i kast med Otto Brandenburgs "To Lys På Et Bord" fra 1960.

Den Blachmann-sammensatte duo Anthony Jasmin havde i aftenens liveshow givet sig i kast med en af de helt store danske evergreens, Otto Brandenburgs "To Lys På Et Bord" fra 1960.

På trods af at sangen dengang fik en absolut sidsteplads ved det Danske Melodi Grand Prix, klarede Anthony Jasmin sig fremragende, og kun Remee mente, at der var plads til forbedring.

Det var da også to tydeligt lettede sangere, der med ro igen kunne trække vejret, efter de som nummer to blev råbt op til at være gået videre. Og Anthony kunne sende et taknemmeligt smil op til sin mor fra Amerika, der i aftenens anledning befandt sig blandt publikum.

En rigtig rockstjerne

Pernille Nordtorp sang "Divine" med Sébastien Tellier fra 2008.

Aftenens største chance kom fra Pernille Nordtorp, der sang "Divine" med Sébastien Tellier fra 2008. Et meget ukendt grand prix nummer fra Frankrig.

"Jeg kendte ikke selv sangen, da vi begyndte at øve i sidste uge, men jeg er kommet til at elske den, fordi Pernille er så fantastisk, som hun er," sagde Remee.

Ifølge ham har Pernille Nordtorp klart en af de mest markante personligheder ved dette års show, og hendes optræden bar præg af, at hun er en rigtig rockstjerne.

Det var både Lina Rafn og Blachmann enig med ham i.

"Jeg elsker din naturlighed og humor i din optræden. Det her har helt klart været det bedste sangvalg indtil nu," sagde Lina Rafn.

Kategorien, man elsker at hade

ManBand sang "Save Your Kisses For Me" med Brotherhood Of Man.

At aftenens liveshow var det fjerde i rækken betød desuden ekstra meget kig til brystbehåring hos ManBands Dennis, som, for hver gang mandegruppen går videre, knapper endnu en knap i sin skjorte op.

Det blev især bemærket hos dommerpanelets eneste kvinde.

"Nu er der snart ikke flere knapper i den skjorte, der kan gå op. Hvis I ender i finalen, står den altså helt åben, og det ved jeg ikke helt, om jeg er klar på," sagde Lina Rafn, der dog understregede, at hun trods alt godt kan lide ManBands musikalske stil.

Mens ManBand på forhånd havde været skeptiske ved aftenens grand prix-tema og bl.a. udtalt, at det er musikkategorien, man elsker at hade, og at flere sange lyder meget østeuropæiske, var Remee skeptisk ved ManBands præstation.

Han mente nemlig, at gruppen der sang "Save Your Kisses For Me" af Brotherhood Of Man ramte den helt forkerte målgruppe i forhold til et show som X-Factor.

"Det er den lokale swingerklub, der er jeres målgruppe. Desuden har I lavet nogenlunde den samme optræden i alle fire liveshows indtil videre,. Jeg kunne godt tænke mig, at der skete noget nyt."

Ordet er dit

Har du en kommentar til deltagernes præstationer eller dommernes kommentarer? Var det den rigtige, der blev sendt hjem?