Fortsæt til indhold
Kultur

"Jeg er en løftebryder over for mig selv"

Flere af sangene på Thomas Helmigs nye album er skrevet midt i bruddet med René Toft Simonsen.

Thomas Helmig er blevet færdig med sit nye album, ”KH Helmig”. Det udkommer i næste uge, fire år efter pladen ”Tommy Boy”.

På et af numrene, ”Fugleflugt”, synger Helmig om en »løftebryder« og om, at »ingen gjorde så ondt som du«, og så kan man ellers gå i gang med at spekulere på, om nummerets budskab har direkte adresse til forfatteren Renée Toft Simonsen, som Helmig er ved at blive skilt fra. Parret var sammen i 17 år (heraf gift i 13 år), men gik fra hinanden tidligere i år.

»Den sang kunne handle om alle mulige, da jeg ikke kun skriver i nutid. Men selv om jeg synger om ”du”, så tror jeg faktisk, at sangen handler mest om mig.

Jeg er en løftebryder over for mig selv, og sangen blev skrevet på et tidspunkt, da jeg ikke rigtigt var i balance. Og det er, når jeg er i ubalance, at jeg kommer i kontakt med noget, der er værd at skrive om.«

»I første omgang skulle jeg dog lige have afklaret, om man overhovedet kunne synge løftebryder, og da jeg fandt ud af, at det kunne man faktisk godt, var det værd at arbejde videre med sangen,« siger Thomas Helmig.

Otte sange blev sorteret fra

Han har skrevet sange til det nye album i tre års tid, og numrene er blevet indspillet i løbet af det seneste års tid i Aarhus og København.

Den aarhusianske solist fik indspillet 18 numre. Men da der kun skulle ti numre med på albummet, måtte han sammen med sin sparringspartner Jens G. Nielsen i gang med at sortere fra.

»De otte numre, som ikke er kommet med, er i mine øjne nogle darlings, som nu er blevet slået brutalt ihjel.«

Thomas Helmig har selv produceret pladen, hvor han bliver bakket op af musikerne i sit liveband. Derudover er der gæsteoptrædener af Aske Jacoby, Mats Ronander og Gustaf Ljunggren.

Oprindeligt skulle ”KH Helmig” have været udgivet på mandag den 28. oktober. Men der er opstået tekniske problemer, og nu skal albummet efter planen udkomme den 1. november, oplyser Sony Music, der er Helmigs pladeselskab.

Ifølge Sony Music ligger sangerens samlede salgstal på ca. 1,5 mio. stk.