Sensationelt fund ved Dannevirke
Arkæologerne er stolte og kalder det "en milepæl i udforskningen af Dannevirke".
I dag præsenteres en "arkæologisk sensation" i Slesvig By.
Arkæologerne ved Dannevirke Museum har nemlig fundet noget, de har ledt efter længe. I mange hundrede år faktisk. Noget, som er af en helt særlig kaliber i den arkæologiske verden.
Det drejer sig om Dannevirke-voldanlæggets seks meter brede port, der i 450 år gjorde Hærvejens passage muligt.
Havde en formodning
Og det er den første port, arkæologerne nogensinde har fundet i voldanlægget på Dannevirke.
"Det er en milepæl i udforskningen af Dannevirke," siger arkæolog Nis Hardt, der er museumsinspektør på Dannevirke Museum.
"Vi havde en formodning af, at der kunne være en port på det pågældende sted, fordi Hærvejen i gamle dage lavede et mærkeligt sving netop dér," forklarer han.
Mindst 1.250 år gammel port
Porten har været kendt i historiebøgerne altid.
Men det var først, da arkæologerne sidste år lavede en prøvegravning af den 1.250 år gamle kampestensmur ved Dannevirke, at man pludselig stødte på hullet i muren.
"Muren er det største byggeri fra datidens Danmark, så porten er et ret vigtigt fund," konstaterer Nis Hardt.
Fundet af den historiske port bliver præsenteret af Arkæologisk Landskontor i Slesvig-Holsten i dag kl. 13.