Fortsæt til indhold
Kultur

Biker-Jens: Færdig med tv

Jens Romundstad siger endegyldigt farvel til tv af to årsager.

Han har givet os seer-succeser på sadlen af en motorcykel i USA, Østen og Australien, og på det seneste har man kunnet opleve ham i Zulu Djævleræs og 4-Stjerners-Middag, men nu er det slut.

Jens Romundstad aka Biker-Jens siger farvel og tak. Han vil ikke længere medvirke i tv-udsendelser af nogen art og har derfor takket nej til tilbuddet om at deltage i flere udsendelser af Zulu Djævleræs.

»Det er helt naturligt, at når man har et vist type arbejde, indretter man sig efter det. Jeg vil meget gerne opfattes som troværdig i mit job, og så er det ikke rimeligt, at jeg drøner rundt på åben skærm,« siger Jens Romundstad, der arbejder som HR-udviklingschef i Dagrofa-koncernen.

En stor udfordring

»Det at være vært var en afsindigt stor kreativ udfordring, og jeg lærte meget omkring formidling. Det var virkelig spændende, men omvendt var det slet ikke mig med det der kendis-liv med gallapremierer. Desuden havde jeg nogle oplevelser med nogle ugeblade, hvor jeg blev oprigtigt ked af det,« siger Jens Romundstad, der igennem halvandet år kørte en retssag mod Se og Hør.

»Jeg har to små børn og en kone, som jeg holder af. Det er min private årsag til at sige farvel til tv. Den professionelle er, at det er uforeneligt med mit job at være på tv, og jeg vil helst slippe for ugebladene.«

Jens Romundstad blev oprindeligt kendt for sin medvirken i den første udgave af Robinson Ekspeditionen i 1998. Siden deltog han igen i programmet i 2002.

Programmerne om Biker-Jens i USA, Østen og Australien er desuden de mest genudsendte danske tv-produktioner nogensinde.

Læs også: Ekspert: Reality-deltagere er ikke dumme

Læs også: Big Brother-vinder kritiserer Paradise Hotel

Læs også: Jp.dk's tema om reality-tv.

Hvor meget ved du om reality-tv? Prøv jp.dk's quiz.