Chicago stor-hitter
Godt to måneder efter premieren på Det Ny Teater har musicalen "Chicago" passeret 100.000 solgte billetter.
Det gør forestillingen til den bedst sælgende herhjemme i hele 2007. Billetsalget går fortsat forrygende, og derfor har teatret helt ekstraordinært indsat ekstraforestillinger den 23., den 26. og den 30. december.
Spilleperioden slutter nytårsaften, hvor der spilles to gange. På grund af den omfattende scenografi til teatrets næste store musicalsatsning, "The King and I", der får premiere 31. januar, er det ikke muligt at forlænge "Chicago".
Broadway 1975
Musicalen havde verdenspremiere på Broadway i 1975. I 1996 fik en ny version premiere på Broadway og blev en kæmpesucces. Det er denne version som Det Ny Teater præsenterer, komplet med samme iscenesættelse, scenografi, kostumer og koreografi.
På rollelisten står Julie Steincke som den glamourøse dobbeltmorderske Velma Kelly og Birgitte Hjort Sørensen som golddiggeren Roxie Hart. Peter Jorde spiller den skruppelløse stjerneadvokat Billy Flynn, Jesper Asholt er Roxies forsmåede ægtemand Amos Hart og Charlotte Fich har overtaget Pernille Højmarks rolle som Matron Mama Morton.