*

Kultur

Anmeldelse: Mary J. Blige er ghetto-fantastisk

Mary J. Blige er hiphop-generationens svar på Aretha Franklin, og i Valby Hallen besejrede hendes stemmes urkraft selv den uanstændigt dårlige lyd.



Valby Hallen:

MARY J. BLIGE.

Tirsdag.

Når Mary J. Blige er på scenen, er der ikke noget med at stå og posere og bare spille lækker. Der er ingen kalkuleret liderlighed og intet af det behagesyge lumre lydtapet, der ofte følger med i pakken, når store soulsangere turnerer.

Med det højeksplosive 31-årige naturtalent oplever man, at musikken faktisk er det vigtigste, og selv om hun skifter kostumer i diva-tempo, skærer hendes smertelige stemme gennem alle tilløb til koketteri af den type, der gør koncerter med f.eks. Toni Braxton og Janet Jackson til studier i tomhed.

Hun er simpelthen til stede, og så rummer Mary J. Blige en vildskab, som kan være svær at fastholde på CD, men live springer den ud. Hun marcherer scenen rundt bøjet let forover, mens hun prædiker energisk og understreger hvert eneste ord ved at gestikulere med armene.

Sjæl i flammer

I Valby Hallen var hun som besat, da hun messede Babyface-kompositionen ''Not Gon' Cry'' og genfortalte de utallige smertelige brud og knækkede forventninger, der farver hendes stemmeføring og er med at til give musikken sjæl. Hun fortalte om en periode i sit liv, da hun var »klar til at checke ud« og satte stemningen fra nedturen i musik med en rystende stærk version af titelnummeret fra sit bedste album, ''My Life'' (1994).

Fra samme sangcyklus kom også de medrivende ''Mary Jane'' og ''Be Happy'', som det store band spillede som en art showfunk med punch i bassen, luft til koret og Mary J. Blige ridende på rytmen og flirtende med improviserede tonerækker.

Uha, det var godt.

Miserabel lyd

Der var ellers intet, der tydede på, at det skulle blive endnu et storslået møde med soulmusikkens urkraft. Showet åbnede med miserabel lyd, så ''Love'', den Elton John-samplende ''Deep Inside'' og et hektisk medley af ''Real Love'' og ''Reminisce'' fra det skoledannende hiphop/soul-album ''What's The 411?'' (1992) lød gennemført forfærdeligt. Stemmen var forvrænget, og lydniveauet over højttalernes ydeevne. Til 400 kroner pr. billet var det uanstændigt.

Den pebrede billetpris havde tydeligvis haft indflydelse på sammensætningen af de knapt 3000 fremmødte fans. I forhold til den sublime koncert i Amager Bio for fire år siden var der tyndet ud i hiphop-segmentet, og tilskuerne var ældre, mere nydelige og ikke mindst hvidere.

En del var sikkert lokket til af sangerindens seneste succes, det drilsk digitale Dr. Dre-producerede radio-og MTV-hit ''Family Affair'', men Mary J. Blige spillede ikke op til de nye lyttere.

Fantastisk fortolker

Showet var skåret til publikum i USA, og det vil sige masser af de klassikere, som blev kernesange i 90'erens sorte Amerika og gjorde frøken Blige fra Bronx til ikon og elsket i klasse med Aretha Franklin og en yngre kollega som Lauryn Hill.

Mary J. Blige var som altid bevidst om sin position på det afro-amerikanske musikstamtræ, og koncerten kom rigtigt på skinner, da hun satte tempoet ned, lydmanden fik kontrol over mikserpulten, og et smukt udvalg af ballader fyldte den nådesløse betonbunker med varme.

Iført et ghetto-fantastisk dress med sorte slacks, matchende top og glimmerbesat blød hat, søgte Mary J. Blige mod sine rødder og fortolkede både The Real Thing's ''Children Of The Ghetto'' og ''I'm Goin' Down'', som Rose Royce sang i blaxploitation-filmen ''Carwash''.

Hun flåede dem i stykker, gjorde dem til sine egne. Senere fik bl.a. ''Everything'' og ''No More Drama'' samme grovkornede overhaling med gospelteknik af den gamle skole, og havde man været i tvivl, mærkede man nu helt ned i tæerne, at soul ikke er noget, man kan købe sig til.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV anbefaler
Annonce
TV
Annonce
Kultur

Man kan ikke binde ånd

Underholdende og vedkommende fortælling om kunst og kærlighed med en stærk Ellen Hillingsø som Liva Weel.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her