Efter ny lækage: »Vi er godt på vej mod en rigsretssag«
Anklager fra Watergate-sagen er ikke i tvivl - dansk ekspert kalder sagen »meget alvorlig«
Ifølge The New York Times skulle Donald Trump have bedt den nu tidligere FBI-chef James Comey om at droppe undersøgelsen af Michael Flynns forbindelser til Rusland.
»Jeg håber, at du kan se igennem fingre med det her,« sagde Trump angiveligt.
Oplysningerne stammer fra et memo skrevet af Comey selv, og udtalelsen skulle være faldet to dage efter, at Flynn i februar – på Trumps opfordring – trak sig fra posten som national sikkerhedsrådgiver.
Det Hvide Hus benægter anklagerne, og i en pressemeddelelse skriver de, at »det ikke er en sandfærdig eller præcis beskrivelse af samtalen mellem præsidenten og hr. Comey.«
Oplysningerne kommer dagen efter, at Trump erkendte at have delt klassificeret materiale med russerne og kun en uge efter den kontroversielle fyring af Comey.
»Indtil nu har holdningen været, at godt nok så hele Ruslands-spørgsmålet meget mærkeligt ud, men den rygende pistol har manglet. Nu tyder meget på, at dette kunne være den her Comey-situation,« siger Anders Agner, redaktør på kongressen.com.
Han mener, at sagen kun kommer til at vokse fra nu af, men understreger også, at oplysningerne endnu mangler at blive endeligt verificeret.
»Vi kommer til at se flere høringer, vi kommer til at se flere undersøgelser, og det er dårligt nyt for Trump, for det betyder, at sagen ikke forsvinder. Nu er det helt store spørgsmål, hvordan den republikanske ledelse forholder sig til sagen,« fortæller Anders Agner.
I de tidligere sager har ledelsen stået last og brast med manden i Det Ovale Kontor, men ingen har endnu udtalt sig om den verserende sag. Lidt længere nede i rækkerne er tilliden dog begyndt at smuldre.
Først inviterede den republikanske senator Lindsey Graham ifølge Politico Comey til en høring om Trumps udtalelser, og senere trak partikollega John McCain den ultimative parallel:
»Jeg mener, at det er nået op på et niveau, hvor det er på størrelse med Watergate og et par andre skandaler, som vi har været vidner til,« lød det til CBS News.
Sammenligningen med Watergate-skandalen står John McCain ikke alene med. Til MSNBC siger en af de daværende anklagere, Jill Wine-Banks, at »vi er godt på vej mod en rigsretssag.«
Også Anders Agner mener, at en rigsretssag kommer nærmere:
»Indtil nu har det været ønsketænkning fra demokraternes side, der ikke har haft bund i virkeligheden, men de nye oplysninger gør det mere sandsynligt. Vi er der bare ikke helt endnu, for det kræver, at republikanerne vender præsidenten ryggen, fordi de stadig har flertal i begge kamre,« lyder det.