Fortsæt til indhold
USA

Rolige protester i Missouri efter politi dropper militærtaktik

Politiet i Ferguson har lagt kampuniformer og militærudstyr på hylden, og det ser ud til at virke.

For første gang siden weekenden har gaderne i den amerikanske by Ferguson ikke genlydt af voldelige protester og affyringen af tåregasgranater torsdag nat.

Efter at en ubevæbnet sort teenager blev skudt og dræbt af en betjent i Ferguson lørdag eftermiddag, har der været demonstrationer og protester hver eneste dag.

Politiet har indtil torsdag svaret igen i fuld kampuniform med tåregas og gummikugler. Derudover er der blevet brugt pansrede mandskabsvogne og andet udstyr, man normalt forbinder med militæret.

Lignede en "krigszone"

Torsdag blev det for meget for Missouris demokratiske guvernør, Jay Nixon, som på et pressemøde meddelte, at det statslige politi ville overtage ansvaret for sikkerheden i Ferguson.

"På det seneste har det lignet en krigszone, og det er uacceptabelt," sagde han på pressemødet, hvor State Highway Patrol kaptajn Ron Johnson, der selv er vokset op i området, blev præsenteret som den nye leder af politiets indsats.

Det statslige politi ser ud til at lykkedes med at sikre, at protesterne mod nedskydningen foregår fredeligt. USA Today rapporterede kvart i to om natten lokal tid, at der havde været hundredvis af demonstranter, men ingen voldelige sammenstød.

Skjorteærmer og kram

Den mest tydelige af ændringerne i politiets taktik er, at betjente nu går sammen med de demonstrerende og er iført deres normale uniformer.

Lederen af indsatsen, Ron Johnson, gik selv forrest i protesten og gav hånd til demonstranterne, og ifølge USA Today gik flere op og krammede ham.

Billederne fra torsdagens demonstrationer står i skarp kontrast til de foregående dage, hvor politiet er blevet skarpt kritiseret for at bruge "militær taktik".

"Det eskalerer situationen"

Torsdag sagde USA's præsident, Barack Obama, at politiet må acceptere den frustration og vrede, der er opstået, efter at politiet lørdag skød og dræbte den ubevæbnede 18-årige Michael Brown.

Obama understregede, at politiet ikke har nogen undskyldning for at gøre "overdreven brug af magt mod fredelige demonstranter eller at smide demonstranter i fængsel, der lovligt udøver deres ret til at demonstrere".

Russel Honore, en tidligere generalløjtnant, som havde ansvaret for at tøjle urolighederne efter orkanen Katrina, sagde torsdag til CNN, at han ikke vidste, hvor politiet i Ferguson havde lært deres taktik.

"Det virker som om, at de finder på det undervejs, men det her eskalerer situationen."

Sammenligning med Gaza

Ifølge en journalist fra LA Times begyndte flere demonstranter at råbe "gaza strip" i kor under onsdagens demonstrationer i en sammenligning mellem politiets fremfærd og den israelske hærs offensiv mod Gaza.

En lokal radiostation har lagt en video på Youtube af sammenstød mellem politi og demonstranter. Her høres journalisten fortælle, at politiet skyder gummikugler på fredelige demonstranter og journalister.

"De angriber journalister, de angriber civile. De skyder på medierne."

Ud over gummikugler og tåregas har politichefen i Ferguson, Thomas Jackson, bekræftet, at politiet også har brugt kugler, der indeholder peber, og CNN rapporterer om brug af chokgranater.

Uklarhed om skyderi

Politiet i Missouri har ikke oplyst detaljer om skyderiet, der kostede den 18-årige Michael Brown livet, men oplyser, at han blev skudt, da han forsøgte at tage en politimands pistol under et klammeri.

Flere vidner har modsagt den officielle forklaring og fortæller, at Michael Brown efter klammeriet forsøgte at komme væk fra betjenten, da han blev skudt.

Ifølge vidnerne løb Michael Brown væk fra betjenten, efter det første skud blev affyret.

Betjenten fulgte efter ham og affyrede flere skud, hvorefter Michael Brown ifølge vidner vendte sig om med hænderne over hovedet og sagde, at han var ubevæbnet. Tre vidner fortæller alle, at betjenten derefter affyrede flere skud mod Michael Brown, der faldt om på asfalten.