Fortsæt til indhold
USA

Obama: Vi efterlader ingen i uniform

USA's præsident i forsvar for opsigtsvækkende fangeudveksling af amerikansk soldat.

"Vi efterlader ikke mænd og kvinder i uniform."

Sådan lød det fra USA's præsident Barack Obama kort efter, at han i dag landede i Polen på en fire dage lang rundtur til allierede i Østuropa.

Præsidenten affejede kritikken af den opsigtsvækkende udveksling af den tilfangetagne amerikanske soldat Bowe Bergdahl i Afghanistan, som søndag blev byttet for fem terrorister, der har siddet fængslet på Guantanamo-basen.

Obama: Ingen diskussion

"Uanset omstændighederne, og lige meget hvordan disse omstændigheder viser sig at være, får vi en amerikansk soldat hjem, hvis han holdes i fangenskab. Uden diskussion," sagde Obama på et pressemøde i Warszawa.

Barack Obama betegnede det som "en hellig" forpligtelse ikke at efterlade amerikanske statsborgere i uniform bag sig i fjendeland.

Dermed besvarede han kritikken fra mange soldaterveteraner, som har beskyldt Bergdahl for at være en desertør, der har kostet mindst seks af sine soldaterkammeraters liv.

Kongressen sent informeret

Den 28-årige amerikansk sergent blev sat fri efter næsten fem års fangenskab i Afghanistan.

Men Obama kritiseres nu for at have brudt loven ved ikke at informere Kongressen om fangeudvekslingen. Først lørdag blev republikanske kongresmedlemmer briefet om, at en fangeudveksling var på vej inden for et døgn, selvom de faktisk skal adviseres 30 dage forinden.

Heller ikke mange af Bergdahls soldaterkammerater jubler over frigivelsen. De mener nemlig, at han i virkeligheden er en desertør, og at hans selviske handlinger kom til at koste flere amerikanske soldater livet.

Obama: Retssag må vente

”Jeg var vred dengang, og jeg er endnu mere vred nu med alt det, der sker. Bowe Bergdahl deserterede under krigen, og hans soldaterkammerater mistede livet i eftersøgningen af ham,” siger den tidligere sergent Matt Vierkant, som var medlem af samme enhed som Bergdahl, da sidstnævnte forsvandt den 30. juni 2009.

Allerede i 2010 konkluderede den amerikanske hær, at Bergdahl formentlig var desertør, men en militær retssag mod soldaten har ikke højeste prioritet, sagde Barack Obama.

"Vores primære mål er at sikre, at han får en succesfuld tilbagevenden efter fem år i fangenskab," sagde Obama.

Militærchef: Sag er ikke opgivet

Chefen for USA's væbnede styrker, general Martin Dempsey, afviser dog, at en retssag mod Bergdahl er stuvet af vejen.

Han siger til nyhedsbureauet AP, at militæret er blevet beskyldt for "se bort fra ulovligheder", og han understreger, at det er for tidligt med gætterier på, at militæret vil lade deserterings-sagen falde på grund af Bergdahls fem år i fangenskab.