Fortsæt til indhold
USA

Hundreder af døde slanger i rædselshus

Efterforskere og tv-reportere gispede efter vejret efter uhyggeligt fund i Los Angeles.

Los Angeles

Stanken af rådne pytonslanger, rotter og mus rev i næseborene, da politiet onsdag afholdt pressemøde på en villavej i Los Angeles-forstaden Santa Ana.

Journalister, kamerafolk og garvede efterforskere fra politiet holdt sig for næsen og var mange gange tæt på at kaste op.

Få meter derfra var myndighederne nemlig fortsat i færd med at slæbe kasser døde krybdyr og gnavere ud fra et hjem.

Et lille udvalg af de konfiskerede slanger.

Over 400 pytonslanger

Der blev fundet over 400 pytonslanger, hvoraf mindst 220 af dem var døde, samt et væld af døde og halvlevende mus og rotter, der var godt i gang med at æde hinanden.

”Rædslernes hus. Det er den bedste måde at beskrive det på. Jeg mener, at der er så mange døde slanger - lige fra dem, der har været døde i månedsvis til andre, der lige er døde,” sagde Sondra Berg, leder af Animal Service Division under Santa Ana Police Department, på et tv-transmittet pressemøde.

”Huset er invaderet af rotter og mus. Der er rotter og mus i opbevaringsbokse af plastic og de er i færd med at kannibalisere hinanden,” tilføjede hun.

Stablet i kasser fra gulv til loft

Fluer og maddiker havde ligeledes fortæret en del af de døde dyr, lød meldingen.

De konfiskerede pytonslanger blev gennemgået og lagt i nye kasser til den videre transport.

Husets ejer, William Buchman, en 53-årig skolelærer, blev anholdt samme dag og sigtet for grov dyremishandling i boligen, hvor dyrene var stablet fra gulv til loft i fire ud af fem værelser.

Han har angiveligt forklaret myndighederne, at han tjente penge på at opdrætte slanger.

Naboer kastede op

Allerede for fem måneder siden indløb de første klager til politiet fra bekymrede naboer, der var generet af den ubehagelige stank.

Nogle var overbeviste om, at der måtte ligge en død mand derinde.

”Det blev så slemt, så min hustru begyndte at kaste op. Hun blev nødt til at løbe ind i huset, når hun steg ud af bilen,” siger rædselshusets nabo Forest Long Sr. til tv-stationen Fox 11.

Trak sig tilbage

Myndighederne havde igennem længere tid forsøgt at samarbejde med hovedpersonen, men uden en ransagningskendelse i hånden kunne man ikke få adgang til det ildelugtende hjem.

Nu undrer mange sig over, hvordan det kunne gå så vidt. Husets ejer var nemlig vellidt af flere naboer.

Sådan så der ud udenfor slangeopdrætterens hjem, der fik naboer til at kaste op.

Forest Long Sr. plejede at overvære sportsbegivenheder i tv sammen med slangeopdrætteren. For et år siden trak sidstnævnte sig dog mere tilbage og holdt sig inden døre.

”Et eller andet må have udløst det, for jeg kunne slet ikke forestille mig, at det her fandt sted derinde,” siger han.

Hurtige penge

Ifølge politiets oplysninger var der indtil for få år siden mange penge i at fremavle forskellige farvemønstre hos krybdyr.

”Der var en masse hurtige penge i det, men siden er bunden slået ud af markedet, fordi der nu er så mange af disse slanger derude,” forklarede Sondra Berg på pressemødet.