Pressemøde om heltegerning blev aflyst
Frygt for repressalier fik familie fra bilulykke til at droppe takkehilsen til forhadt vagtmand.
Los Angeles
Frifindelsen af den 29-årige George Zimmerman, der skød den 17-årige Trayvon Martin i et boligkvarter i Sanford, Florida, udløste både vrede og demonstrationer i en række af USA’s største byer.
Selvom hovedpersonen efter alt at dømme handlede i nødværge den skæbnesvangre februaraften i 2012, må han i dag leve en tilværelse i skjul på grund af fortsat dæmonisering, anklager om racisme og adskillige dødstrusler.
Sådan fik forsvaret frikendt Zimmerman
I kontakt med politiet
Få dage efter frifindelsen kom Zimmerman uforvarende endnu engang i kontakt med politiet – men denne gang for en handling, der næppe kan kritiseres.
Seminole Countys sherifkontor bekræftede nemlig mandag forlydender om, at Zimmerman fire dage tidligere havde gjort sig positivt bemærket i forbindelse med en trafikulykke i Sandford meget tæt på det sted, hvor Trayvon Martin blev skudt.
Zimmerman overværede ikke selve ulykken, men kom tilfældigt forbi vejkrydset, hvor et køretøj kort forinden var væltet om med taget på asfalten og hjulene i vejret.
Pressemøde aflyst
En familie på fire - far og mor og to børn - blev hevet ud af det forulykkede køretøj af to personer, hvoraf den ene senere viste sig at være Zimmerman.
Zimmerman holdt lav profil og informerede tilsyneladende ikke engang sin egen advokat om hændelsen, som siden er blevet omtalt vidt og bredt i amerikanske medier.
Efter politiets bekræftelse og talrige henvendelser fra pressen, ønskede den taknemmelige familie fra trafikulykken at rette en tak til hovedpersonen på et pressemøde, der skulle finde sted i aftes.
Mødet blev dog aflyst i sidste øjeblik.
Frygt for had og kritik
Familien fik kolde fødder på grund af frygt for repressalier og hadske reaktioner i sagen, der har genåbnet en hed debat i USA om diskrimination af sorte.
“De ønskede at takke ham offentligt. Men de mente, at de alligevel ikke kunne gøre det af frygt for reaktionerne,” siger Zimmermans advokat Mark O’Mara til CNN.
Ifølge CNN tvivler flere lokale på historien, og enkelte har sågar givet udtryk for, at der må være tale om et PR-stunt iscenesat af Zimmerman og det lokale politi.
Men det afviser både Sanford Police og Mark O’Mara.
Dømt på forhånd
Sidstnævnte sammenligner mistilliden med de kræfter, der på forhånd havde dømt og lagt Zimmerman for had før den netop afsluttede retssag:
”Det er samme mennesker, som nægter at acceptere juryens afgørelse, og som vil blive ved med at være vrede og hade George Zimmerman. Selv hvis vi havde en videooptagelse af ulykken, ville de stadig påstå, at det hele var iscenesat,” siger O’Mara, som bekræfter, at Zimmerman fortsat modtager dødstrusler.
Kritikere hævder fortsat, at det var racisme, der førte til Trayvon Martins død, selvom den overståede retssag snarere indikerede, at det var Martin, som overfaldt Zimmerman.
Sag om nødværge
Sagens eneste reelle øjenvidne understøttede nemlig Zimmermans nødværgeforklaring om, at det var ham, der fik tæsk af Martin før det dræbende skud.
Vidnet fremførte, at han fra sin havedør så den sorte teenager siddende ovenpå sit offer.
Herfra lod han knytnæveslag regne ned over Zimmermans ansigt, mens ofret med ryggen og nakken mod fortovet råbte efter hjælp.
Zimmerman kunne fremvise en beskadiget næse og flere buler og blodige sår i baghovedet.
Trayvon Martin havde ikke pådraget sig fysiske skader før det dræbende skud.
Svære vilkår for ny sag
Der var ingen øjenvidner, der kunne bakke anklagerens teori op, og retsprocessen afslørede, at Sanford Police - trods anklager om det modsatte - rent faktisk havde efterforsket sagen grundigt.
Diverse borgerrettighedsgrupper har opfordret de føderale myndigheder i Washington til at åbne en ny sag mod George Zimmerman for at have forbrudt sig mod USA’s borgerretslove om racemotiverede forbrydelser.
Adskillige juridiske eksperter vurderer dog, at der baseret på den overståede retssag ikke eksisterer beviser, der kan sandsynliggøre den påstand.