Amerikansk chef holdes kidnappet af kinesiske ansatte
Godt 100 ansatte forhindrer arbejdsgiver i at forlade fabrik i tv-transmitteret lønkonflikt.
Los Angeles
En arbejdskonflikt på en fabrik i Kina omtales vidt og bredt i amerikanske medier.
Chefen for Specialty Medical Supplies’ fabrik i udkanten af Beijing chef er nemlig amerikaner, og han holdes i disse dage indespærret på fabrikkens grund af vrede ansatte.
Fem dage som gidsel
Tirsdag besøgte tv-stationen CNN fabrikken, hvor man fik lov til at tale med forretningsmanden Charles ”Chips” Starnes, som nu i fem dage har været holdt som gidsel i sin egen virksomheds lokaler.
”30-40 ansatte har ransaget mit kontor og kommer hver tredje time for at stå og stirre på mig ved mit skrivebord. Klokken et i nat fik vi dem endelig ud af fra kontoret. Men de næste par timer bankede de på døren og vinduerne, så jeg ikke fik noget søvn,” siger Charles "Chip" Starnes til den amerikanske tv-station.
Han tilføjer, at han ikke tør flygte af frygt for repressalier.
”Jeg har ingen kontrol eller adgangsmuligheder. Jeg bliver afpresset. Det er en meget slem situation, som ikke burde finde sted,” siger Starnes, som kommer fra Coral Springs i Florida, hvor Speciality Medical Supplies Inc. har hovedsæde.
Konflikt om afskedigelser
Starnes’ forretningspartner Les Capella er bekymret for hovedpersonens sikkerhed:
”Jeg er bekymret for hans sundhedstilstand. Og hvis en vred pøbel ønsker at gå i aktion, så kan jeg ikke se noget stoppe den. Han har brug for at komme ud,” siger han.
Konflikten opstod i sidste uge, da Starnes afskedigede 50 af fabrikkens 180 ansatte, som beskæftiger sig med at samle dele til produkter, som hjælper diabetes-patienter.
Flytning til Indien
Selskabet agter nemlig på at flytte produktionen til Mumbai i Indien, og de afskedigede blev derfor tilbudt en fratrædelsesgodtgørelse på 5.000 dollars – helt i tråd med kinesisk lovgivning.
Da de øvrige ansatte fik nys om ordningen, nedlagde de arbejdet og krævede samme form for kompensation, og det krav ville arbejdsgiveren ikke imødekomme.
Starnes oplyser, at fabrikken fredag var befolket af ansatte, politifolk og embedsmænd, som tvang ham til at underskrive en række dokumenter på kinesisk, som han ikke forstår.
Adgang til advokater
En talsmand fra den amerikanske ambassade i Beijiing oplyser, at man mandag har været i kontakt med den amerikanske forretningsmand.
Selvom han er indespærret, er hans liv tilsyneladende ikke i fare.
”Jeg kan bekræfte, at han er i sikkerhed. Jeg kan også bekræfte, at hans advokater har adgang til ham,” lyder meldingen.