*

USA

Efter massakre bliver Texas-kirke ikke åbnet igen, siger præsten

»Der er for mange, som ikke har lyst til at komme tilbage.«

Nick Wagner
USA

SAN FRANCISCO

Den gennemhullede kirkebygning i Texas, hvor en attentatmand i søndags vandrede ind under gudstjenesten og dræbte 26 af kirkegængerne, kommer ikke til at lægge rum til flere gudstjenester.

Det fortæller kirkens præst, Frank Pomerov, som selv mistede sin 14-årige datter, Annabelle, i massakren.

»Der er for mange, som ikke har lyst til at komme tilbage,« siger Pomeroy til Wall Street Journal.

»Vi vil formentlig lave det om til et mindesmærke i et stykke tid. Men lige nu tager vi tingene dag for dag,« fortsætter han.

Præsten nægter dog at lade sin menighed gå i opløsning. Derfor er gudstjenesten søndag heller ikke aflyst.

I stedet for i kirken vil den blive holdt i et lokalcenter ikke langt derfra.

Om kirken ligefrem vil blive revet ned, siger Pomerov, at det er for tidligt at sige.

»Jeg vil igennem begravelserne, før jeg gør noget.«

Hvornår de begynder, er ikke fastlagt, men det er søndag præcis en uge siden, at Devin Kelley dukkede op under søndagsgudstjenesten iført sort tøj og skudsikker vest og metodisk begyndte at henrette byens menighed.

Den ældste dræbte var 77 år, og ni var børn. Den yngste var blot 18 måneder, og der var også et ufødt barn imellem, som politiet har talt med som en af de 26 døde.

Tallet er enormt – ikke mindst i lyset af, at der kun bor mellem 400 og 500 mennesker i Sutherland Springs lidt syd for San Antonia.

Vicepræsident Mike Pence besøgte onsdag byen og deltog i en mindehøjtidelighed, hvor flere hundreder deltog.

I sin tale sagde Pence det den »værste masseskyderi i en kirke i amerikanske historie.«

Ifølge AP er andre steder, som har været udsat for attentater, som hovedregel også blevet revet ned, herunder skolen Sandy hook, hvor en attentatmand dræbte 20 børn og seks voksne i december 2012.

Der ligger i dag en ny skole samme sted.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her