Ekspert: Russisk indgriben er første tegn på deling af Syrien

De anonyme rapporter fra den amerikanske efterretningstjeneste om en mulig stor russisk militær oprustning i Syrien, kan ses som andet end blot hjælp mod terrorisme til Syriens russisk-støttede præsident Assad.

Det er nemlig muligt, at de selvsamme soldater, som russerne muligvis er ved at indsætte i Syrien, skal danne den våbenhvilelinje, som i fremtiden bliver en ny grænse mellem to eller flere stater, der genopstår fra asken efter borgerkrigen.

Det mener orlogskaptajn ved Forsvarsakademiet Johannes Riber Nordby, som understreger, at det afhænger af én vigtig ting: Har Assad indset, at Syrien er tabt?

»Hvis russerne begynder at gøre noget større ud af det her, så er det et tegn på, at Assadstyret er ved at falde sammen. Der har været forlydender det sidste halve års tid om, at Assadstyret simpelthen ikke kan mere, og at det er ved at implodere, og det er nok blot et spørgsmål om tid, før det hele falder fra hinanden,« siger han og fortsætter:

»Hvis Assad nu har indset, at han ikke kan holde magten i Syrien, så kunne det, som russerne er ved at liste ind her, være nogle styrker, som skal stå på en eller anden våbenhvilelinje. Russerne vil ikke opgive den indflydelse, som de har i Syrien i dag med Assad, og der er ingen tvivl om, at russerne gerne ser, at Assad beholder i hvert fald en del af magten.«

Det vil give russerne mulighed for at beholde deres militære indflydelse, og det er samtidig en mulighed, som iranerne nok gerne vil gå med til, da de i så fald kan beholde kontakten til Hizbollah i Libanon, pointerer han.

Det betyder, at det, vi ser nu, er første tegn på en deling af Syrien, som kan give en mulig permanent løsning. Syrien, som vi kender landet i dag, er ikke en mulighed i fremtiden, mener Johannes Riber Nordby:

»Jeg har svært ved at se, hvordan man skal beholde Syrien som en homogen stat, med de kulturelle gnidninger der er i landet, men bestemt også med en borgerkrig, som har været så modbydelig og så blodig. Det gør det svært at forestille sig, at en befolkning igen kan samle sig til én stat.«

Han mener, at hvis det er russernes plan, og såfremt Assad har indset nederlaget, vil det tale for, at den sydlige og vestlige del af Syrien falder i russiskbeskyttede Assadhænder, og resten af landet bliver skåret fra.

»Assad kommer aldrig nogensinde igen til at genvinde magten i hele Syrien, både fordi Vesten har blandet sig, og fordi ingen fra den arabiske koalition, der bomber inde i Syrien, ønsker Assad tilbage på toppen.«

Hvad skal der ske med resten af landet?

»Det er et godt spørgsmål. Som jeg ser det, er der to andre stærke parter i Syrien. Den ene er selvfølgelig Islamisk Stat, og så er der kurderne i den nordlige del af landet. Der er næppe nogen, der vil forhandle med Islamisk Stat, men vil tyrkerne være begejstrede for, at vi forhandler med kurderne? Det tror jeg godt nok, Erdogan vil synes er problematisk. Begynder man først at klippe Syrien op, vil alle mulige etniske grupper sandsynligvis gerne have deres del af kagen,« siger Johannes Riber Nordby og understreger, at han ikke er sikker på, nogen endnu har gjort sig klart, hvad der skal ske med Syrien, ud over at Islamisk Stat skal drives ud:

»Fra russisk og iransk perspektiv handler det om, at undgå katastrofen ved at blive sparket fuldstændig ud af Syrien. Så hellere holde den vigtige del af landet, og finde ud af hvad der skal ske med resten senere.«

Kan en russisk-ledet koalition give problemer i forhold til den amerikansk-ledede koalition?

»Vi bliver nødt til at se, hvad russerne byder ind med, og hvor meget Assad har tilbage på landjorden, før vi kan se, om det får nogle afgørende betydning eller ej i krigen mod Islamisk Stat. Både russerne og koalitionen synes måske begge, at Islamisk Stat skal vippes ud, men de er bestemt ikke enige i, hvem der skal træde i stedet for. Når det er sagt, har russerne og koalitionen ingen interesse i at bekæmpe hinanden. Og uagtet at Vesten afskyr Assad, skal man ikke være blind for, at der bagved helt sikkert foregår nogle hemmelige forhandlinger mellem russere, amerikanere og nogle arabiske lande om, hvordan man gør det her fremadrettet. Der er en erkendelse af, at man bliver nødt til at tage en snak med Assad.«