Israel: Vi har beviser for, at Hamas bortførte drenge
Ifølge premierminister Netanyahu vil Israel vil dele information om bortførelsen med andre lande.
Den islamistiske organisation Hamas står bag bortførelsen af tre israelske drenge, der for halvanden uge siden forsvandt på Vestbredden.
Det sagde den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, søndag på et møde i det israelske parlament.
"Vi har uomtvistelige beviser på, at Hamas er indblandet. Vi deler disse beviser og anden information med flere andre lande. Snart vil det være offentligt tilgængeligt," siger Netanyahu, som længe har hævdet, at Hamas står bag bortførelsen.
Drab på palæstinensere
Indtil videre er det palæstinensiske selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, den eneste, der har fordømt bortførelsen af de tre drenge, hvoraf en af de bortførte angiveligt skulle have amerikansk pas. Flere andre fremtrædende palæstinensere, heriblandt repræsentanter fra Abbas' eget parti, har forsvaret bortførelsen.
Mahmoud Abbas siger dog i et interview med den israelske avis Haaretz, at ingen bortførelse kan retfærdiggøre, at israelske soldater tidligere på ugen skød og dræbte tre palæstinensiske unge mænd, fordi de havde "udvist truende adfærd" under de israelske troppers eftersøgning af de israelske drenge.
"Se på, hvad der er sket på Vestbredden i de seneste dage, volden og ødelæggelsen af private hjem. Kan det retfærdiggøres?," spørger Mahmoud Abbas.
Har endevendt Vestbredden
Siden bortførelsen har Israel endevendt Vestbredden og foretaget hundredevis af anholdelser i forsøget på at finde de tre bortførte israelere.
Ingen har endnu påtaget sig ansvaret for bortførelsen, men Benjamin Netanyahu meldte allerede umiddelbart efter bortførelsen ud, at han anser de palæstinensiske myndigheder for at være ansvarlige for de israelske drenges forsvinden, fordi Hamas holder til i det palæstinensiske selvstyreområde.
De tre teenagere, to på 16 år og en på 19 år, stod torsdag aften i sidste uge og blaffede mod Jerusalem fra en jødisk bosættelse, hvor de havde været til et religiøst seminar.
Drengene nåede imidlertid aldrig til Jerusalem. Det eneste, man hørte fra dem, var et opkald til det israelske politi, hvor det, man formoder var en af drengene, nåede at sige "jeg er blevet kidnappet", før der blev lagt på.
Det israelske politi tog det som en drengestreg og gjorde ikke noget ved sagen, før drengenes forældre morgenen efter meldte dem forsvundet.
Israels militær har ifølge Reuters indtil videre gennemsøgt 1.350 forskellige steder på Vestbredden og anholdt flere end 330 palæstinensere i forsøget på at finde de bortførte drenge.