Israel bombede efter knivdrab
Første drab på israelsk bosætter på Vestbredden siden 2011. Israelsk bombeangreb dræber formodet terrorist.
Tirsdag blev den blodigste dag længe på den israelsk besatte Vestbred, da en israelsk bosætter blev dræbt af en palæstinenser.
Kort efter svarede Israels militær med et bombeangreb, som dræbte en formodet palæstinensisk terrorist.
Knivdrabet på bosætteren, en mand i begyndelsen af 30'erne, fandt sted fra morgenstunden ved Tapuach-grænseovergangen i den nordlige del af Vestbredden. Ifølge flere kilder angreb den palæstinensiske mand med en kniv bosætteren, identificeret som Eviatar Borovzky, ved et busstoppested.
Skudt ned af grænsepoliti
Efter knivdrabet greb drabsmanden sit skydevåben og åbnede ild mod det israelske grænsepoliti, skriver haaretz.com. Grænsepolitiet besvarede ilden og sårede drabsmanden, som blev pågrebet i live.
Det er første gang, at en israeler bliver dræbt af en palæstinenser på Vestbredden siden 2011.
Kort efter indledte Israels militære styrker (IDF) et bombeangreb i Gaza-striben og dræbte den 24-årige Haytham al-Mishal. Ifølge IDF er Al-mishal, som bor i Shati-flygtningelejren en militant jihad-terorist, skriver haaretz.com.
Kampfly mod motorcykel
Øjenvidner har fortalt til maannews.com, at israelske kampfly beskød to mænd på motorcykel. Den ene, Haytham al-Mishal, blev dræbt, mens en uidentificeret mand blev såret, fortæller en talsmand for al-Shifa-hospitalet i Gaza City.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Israels militære styrker bekræftet bombeangrebet, men har ikke frigivet yderligere oplysninger om angrebet.
Det er dog uvist, om bombeangrebet direkte kan sættes i forbindelse med drabet på den israelske bosætter.
Israel: Terrorist med i raketangreb
IDF hævder, at al-Mishal er en del af en fem mand stor gruppe, som mistænkes for at stå bag raketangrebet fornylig på den israelske badeby Eilat ved Det Røde Hav.
Angrebet kommer kun to døgn efter, at Israels militær slog til mod to andre formodede terrorist-tilholdssteder i Gaza, hvorfra der lørdag aften formentlig blev affyret raketter mod Sdot Negev-regionen.
I det politiske miljø opfattes dagens knivdrab som et terrorangreb, der har et strategisk sigte. Koalitionsleder Yariv Levin fra Likud-partiet siger ifølge haaretz.com, at "terrorangrebet ved Tapuach-grænseovergangen er det palæstinensiske svar på John Kerrys (USA's udenrigsminister, red.) nye fredsinitiativer."
Kritik af grænsesikkerhed
Koalitionslederen kræver, at grænseovergangen omgående bliver lukket for palæstinensere, og lederen af Shomron-regionsrådet, Gershon Mesika, siger at siger, at antallet af episoder med brud på sikkerheden er femdoblet, siden grænsen blev åbnet.
"Terroristerne bevæger sig frit omkring, og ingen tjekker dem," siger Gershon Mesika til haaretz.com.
I marts 2011 blev to bosættere og tre børn dræbt af knivstik i deres hjem.
Siden begyndelsen af året er ni palæstinensere blevet dræbt af israelske styrker på Vestbredden.