Fortsæt til indhold
Europa

Ny britisk lov vil gøre op med stigende antal af syreangreb

Loven vil gøre det sværere at skaffe ætsende væsker og straffen for besiddelse hårdere.

I Storbritannien oplever man en markant stigning i antallet af syreangreb, hvor personer som oftest får smidt ætsende væsker i hovedet. Særligt i den engelske hovedstad, London, står det slemt til. I London oplevede man i følge tal fra Metropolitan Police 454 syreangreb i 2016.

»Syreangreb er barbariske forbrydelser, der ikke har nogen berettigelse i vores by eller nogen steder... Det er et voksende problem i hele Storbritannien. Det er klart, at vi skal gøre mere for at forhindre brugen af syre som et våben,« skrev Londons borgmester, Sadiq Khan, tidligere i år om de voldsomme angreb.

I kølvandet på det seneste års stigende antal af angreb blev der startet en online underskriftsindsamling, hvor man foreslog, at folk fremover skulle have licens for at kunne købe syre. Indsamlingen fik over 461.000 til at skrive under. Regeringen lovede at kigge på en vifte af forslag, der kan hjælpe til at bekæmpe syreangrebene.

Brugen af ætsende substanser som våben er en flere hundrede år gammel teknik. Selvom antallet af tilfælde er relativt lavt, er vi bekymrede over, at de i stigende grad bruges som våben.
Dokument fra det britiske indenrigsministerium

Myndighederne peger på, at det stigende antal af angreb blandt andet skyldes, at de ætsende væsker, som oftest bruges i forbindelse med denne type angreb, som regel let kan købes i byggemarkeder og lignende.

Det ønsker regeringen at gøre op med. Tidligere på måneden fremlagde den i følge The Independent planer om, at gøre det ulovligt, at være i besiddelse af ætsende væsker i offentligheden, hvis ikke man har en fornuftig grund til det. Derudover vil man forbyde unge under 18, at købe ætsende væsker. Forslaget kommer i forlængelse af en række voldsomme angreb den seneste tid.

I et dokument fra det britiske indenrigsministerium fremgår det, at man desuden vil gøre det til en del af planen, at personer der to gange tages med ætsende væsker i offentligheden vil blive fængslet i mindst seks måneder.

»Alle former for voldelig kriminalitet er totalt uacceptable. Det er derfor, vi arbejder hårdt på at lave restriktioner, der vil gøre det sværere at få adgang til våben, der ofte bruges i forbindelse med overfald og slår ned på de, der bærer rundt på syre med hensigt om at skade andre,« lyder det fra indenrigsminister Amber Rudd i forbindelse med offentliggørelsen af dokumentet.

Loven vil spejle den allerede eksisterende britiske knivlovgivning, som blev indført i 2015.