Fortsæt til indhold
Europa

Eksplosion har rystet undergrundsstation i London

Flere personer har angiveligt fået forbrændinger i ansigtet, efter en beholder eksploderede.

AARHUS/LONDON

En eksplosion har fredag rystet en del af undergrundsnetværket i London. Ifølge Metropolitan Police efterforskes hændelsen som et terrorangreb.

Ambulancer og politi blev klokken 08.20 lokal tid sendt til den pågældende station, Parsons Green, der ligger i det sydvestlige London. Ifølge London Ambulance Service var det første lægehold fremme på stedet inden for fem minutter.

Politiet oplyser, at togdriften er indstillet på linjen mellem Earls Court og Wimbledon.

Ifølge The Telegraph skulle flere personer have fået forbrændinger i ansigtet, efter en hvid beholder eksploderede.

Flere medier har været i kontakt med øjenvidner, som fortæller, at der opstod panik efter eksplosionen, og at flere derfor blev trampet ned.

BBC-korrespondent Riz Lateef befandt sig på stationen, da eksplosionen fandt sted. Hun fortæller til BBC, at »der var panik, da folk flygtede fra toget«.

Metropolitan Police råder på Twitter folk til at holde sig væk fra området omkring Parsons Green. Politiet oplyser desuden, at det først vil komme med yderligere informationer, når der er »præcise informationer« at videregive.

Stationen Parsons Green ligger et stykke fra centrum, 5-6 km sydvest for Oxford Circus. Nærmeste kendte attraktion er stadionet Stamford Bridge, som er hjemmebane for fodboldklubben Chelsea.

Selv om stationen er en del af transportsystemet London Underground, befinder den sig ikke, som de fleste forbinder systemet med, under jorden med lange, underjordiske gange.

Stationen er i stedet gravet et stykke ned i terrænet uden at være overdækket. På perronen står man således under åben himmel.

Peter Crowley har på sin Twitter-profil delt et billede, der angiveligt viser, hvordan eksplosionen har resulteret i, at hans hår flere stedet på hovedet er brændt af.

Alene i år har London været genstand for tre tidligere terrorhændelser: Westminster-angrebet i marts, angrebet på London Bridge/Borough Market i juni og Finsbury-angrebet ligeledes i juni. Desuden var der i maj et bombeangreb i den nordengelske by Manchester ved en koncert i maj.