Fortsæt til indhold
Europa

Anders Samuelsen på vej til Rusland

Den danske udenrigsminister ventes at deltage i Arktis-konference i Rusland i slutningen af marts. Det kan markere et vigtigt tøbrud i relationerne, der har været frosset siden Krim-krisen.

MOSKVA

Danmarks udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) planlægger at deltage i en storstilet russisk konference om Arktis i slutningen af marts, erfarer Jyllands-Posten.

Det vil være første gang, siden Krim-krisen i det tidlige forår 2014 nedfrøs relationerne mellem Moskva og Vesten, at en dansk udenrigsminister besøger landet.

Samarbejdet om arktiske forhold har i mindre grad lidt under det anstrengte forhold mellem øst og vest end andre politiske relationer.

Både sikkerhedspolitisk, territorialt og kommercielt er der en række udestående spørgsmål om fremtiden for Arktis, men samarbejdsklimaet omkring udfordringer i området er generelt forblevet positivt trods oprustning omkring Østersøen og uenigheder i forhold til Ukraine.

Den danske ministers deltagelse vil markere et væsentligt skridt i optøningen af det dansk-russiske forhold.

Danmark deltager i EU-regi i sanktioner mod Rusland, og det bilaterale forhold har befundet sig på vågeblus de seneste tre år.

Til konferencen, "Arktis - Dialogens territorium,"der afholdes i byen Arkhangelsk i det nordlige Rusland den 29.-30. marts, forventes Ruslands præsident Vladimir Putin at deltage, har arrangørerne tidligere indikeret.

Sidste uge sagde den norske udenrigsminister Børge Brende, at han planlægger at komme til konferencen, som bl.a. skal diskutere muligheden for den kommercielle udvikling af Arktis.