Fortsæt til indhold
Europa

Tyske socialdemokrater vil straffe Facebook for falske nyheder med millionbøder

Tiltagende problemer med falske nyheder på Facebook har nu startet en debat om store bøder til Facebook i Tyskland. Politikere frygter, at falske nyheder kan påvirke det kommende parlamentsvalg.

Kampen mod de falske nyheder på Facebook spreder sig i denne tid lige så hurtigt, som de falske nyheder blevet delt på Facebook.

Kritikken har haglet ned over Facebook efter det amerikanske valg, hvor det sociale medie lagde platform til nyhedsartikler med misinformation eller deciderede falske nyheder, som blev spredt i massevis - og måske havde indflydelse på valgresultatet.

Nu har den politiske elite i Tyskland vendt det kritiske blik mod Facebook forud for det tyske parlamentsvalg i 2017. Således har formanden for de tyske socialdemokrater Thomas Oppermann foreslået at straffe Facebook med bøder på op til 500.000 euro (ca. 3,75 mio. kr.) for hver falsk nyhedshistorie, Facebook ikke fjerner fra sitet.

»Facebook har ikke udnyttet lejligheden til at regulere sig selv effektivt efter de mange problemer med falske nyheder, som bliver spredt massivt på mediet,« siger Thomas Oppermann til Der Spiegel.

Han fortæller, at den tyske regering har forsøgt at bygge bro til Facebook og finde en mindre konfrontatorisk løsning på de falske nyheder. Men uden held.

Den socialdemokratiske formand ville helst skabe en retlig forpligtelse for markedsdominerende platforme som Facebook til at oprette et center i Tyskland, hvorfra mediet kunne sikre sig, at der ikke blev spredt falske nyheder. Men den løsning har man åbenbart ikke kunne nå til enighed om, og derfor er løsningen nu en markant bødestraf, mener han.

»Hvis Facebook ikke sletter en falsk nyhedshistorie umiddelbart inden 24 timer, vil Facebook blive mødt med en bødestraf på op til 500.000 euro,« siger han og tilføjer, at eventuelle personligt berørte af de falske nyheder bør kompenseres økonomisk af Facebook.

Mens Facebook har udtalt, at virksomheden ikke vil filtrere falske historier gennem justering af sin algoritme eller ved at ansætte redaktører, har virksomheden lavet et samarbejde med medier som Snopes, Washington Post og PoltiFact, som skal afhjælpe problemet ved at overvåge nyhedsstrømmen på Facebook. Samtidig har Facebook gjort det lettere for brugerne at rapportere historier, de mistænker for at være falske.

Thomas Oppermann fortæller til Der Spiegel, at det tyske parlament vil diskutere forslaget som noget af det første efter nytår.