Her er der nu så mange rotter, at de udgør en fare for folkesundheden
I Stockholm har man så mange rotter, at myndighederne giver giftdispensation.
I september fik man i Stockholm hele 893 indberetninger om rotter, hvilket er en eksplosiv stigning, når man tager i betragtning, at antallet af anmeldelser i hele 2015 lå på 615.
Mange mener dog, at det reelle antal er langt større.
Stockholmere kunne tidligere på året fortælle om, hvordan rotterne sprang rundt mellem fødderne på dem i gaderne, og det billede har tilsyneladende ikke forandret sig, for problemet er nu blevet så stort, at Kemikalieinspektionen har givet Stockholm dispensation til at bruge bekæmpelsesmidlet Racumin.
Byen benyttede sig med succes af Racumin i pulverform indtil juli 2015, da den midlertidige tilladelse løb ud, og efterfølgende begyndte antallet af rotter atter at stige. Kemikalieinspektionen vurderer nu, at rotterne i den svenske hovedstad er så mange, at de udgør en fare for folkesundheden, og dermed kan man give dispensation til at bruge giften i 180 dage.
Det kræver dog, at Stockholm har en plan for hurtigt at skaffe de døde rotter af vejen, så andre dyr ikke får giften i sig, når de sætter tænderne i gnaverne.
»Problemet med rotter i velbesøgte miljøer i den indre by kan ikke udelukkende løses med bekæmpelsesmidler. Yderligere tiltag handler om at beskære buske og klippe anden vegetation i parker for at gøre miljøet mindre attraktivt for rotter,« udtaler Johan Helgesson fra Kemikalieinspektionen.
Mens stockholmerne måske nok føler sig oversvømmet af rotter, tyder noget på, at Københavns rotteproblem er noget større. I hvert fald var der over 7.000 anmeldelser om rotter i 2015.