Fortsæt til indhold
Europa

Immigranter hjælper Tyskland til højeste fødselsrate i 33 år

Tyske kvinder føder nu i gennemsnit 1,5 børn. I årtier har landet kæmpet med en lav fødselsrate.

Tyskland er det land i verden, hvor kvinderne i længest tid har født under 1,5 børn i gennemsnit. Men nu ser det anderledes ud i Tyskland, hvor specielt immigranter bidrager til udviklingen. Det skriver The Guardian.

Ikke siden 1982 har tyske kvinder født så mange børn, som de gjorde i 2015. Per tusinde kvinde fødtes der i 2015 56 børn flere end i 2014.

Immigranter får flere børn end etniske tyskere. Etnisk tyske kvinder får således 1,43 børn i gennemsnit, mens immigranter får 1,95 børn i gennemsnit. Også stigningen i antallet af fødsler er højest hos immigranterne.

Grafik: Quartz.com

Men spørger man professor Martin Bujard fra Bundesinstituttet for Befolkningsforskning, kan immigration ikke forklare hele stigningen. Han peger i stedet på, at en række reformer har hjulpet de tyske børnefamilier.

»Over de seneste 15 år er der sket en tredobling af daginstitutionspladserne, hvilket har givet kvinder mulighed for at kombinere arbejde og familieliv - specielt i det tidligere Vesttyskland,« siger han til The Guardian og peger på, at det østlige Tyskland i mange år har haft flere pladser i daginstitutionerne.

Som resten af Europa har Tyskland den udfordring, at den lave fødselsrate i specielt 1990’erne og 00’erne har resulteret i nogle små årgange, som kan få svært ved at betale for de ældre og større årgange. Hvis nye fødsler skal kompensere for den udfordring, skal de tyske kvinder føde et sted mellem 2,5 og 3 børn i gennemsnit fremover, skriver The Guardian.