*

Europa

Løkke vil ikke fælde dom over Østrigs flygtninge-loft

EU’s ledere røg i natte-skænderi om flygtningesituationen, der først sluttede, da de besluttede et nyt ekstraordinært topmøde om få uger. Så skal tyrkerne presses til at levere modstand mod flygtninge.

Østrigske soldater øver sig i at forsvare landets grænser. Østrig i dag et omstridt og kontroversielt loft, der betyder at landet maksimalt vil tage imod 80 asylansøgninger om dagen. Foto: Ronald Zak/AP

BRUXELLES

I dag indfører Østrig et omstridt og kontroversielt loft, der betyder at landet maksimalt vil tage imod 80 asylansøgninger om dagen. Beslutningen får kritik af blandt andre EU Kommissionen og den tyske kansler Angela Merkel, men den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen vil ikke kritisere loftet. Han har tværtimod forståelse for østrigernes beslutning.

”Jeg kan sagtens forstå den frustration, man føler i et land som Østrig, der har taget rigtig mange flygtninge,” sagde Løkke natten til fredag.

Han pegede på, at Østrig ligesom ”Belgien, Holland, Luxembourg, Tyskland, Danmark, Sverige, Finland og Norge bærer broderparten af byrden.”

”Og ligesom vi i Danmark har nået den konklusion, at antal betyder noget, er det naturligt, at man når samme konklusion i andre lande. Og det er ikke mig, der skal stå og dømme, hvornår man mister sin tålmodighed,” sagde Løkke.

Topmødet blev først afbrudt omkring kl. 2.30, adskillige timer senere end ventet, men det var ikke som ellers forudset de britiske reform-krav, der forvandlede seancen til natteroderi. Det var derimod flygtningekrisen og den aktuelle østrigske beslutning om at forsøge at sætte et nyt værn op mod flygtningestrømmen.

EU til Østrig: Jeres nye flygtningekvoter er ulovlige

På mødet forsøgte Angela Merkel ifølge flere kilder at få den østrigske kansler Werner Faymann til at suspendere eller udsætte det omstridte loft, der også begrænser antallet af flygtninge, der tillades at rejse gennem landet, til 3.200.

Flere andre lande på Vestbalkan planlægger at følge i Østriges fodspor, og nationale solo-skridt svækker muligheden for den fælles EU-løsning på flygtningekrisen, som Merkel sætter højest.

Faymann afviste at udskyde flygtningeloftet.

Til gengæld blev stats- og regeringscheferne enige om at mødes igen i begyndelsen af marts til et nyt topmøde sammen med Tyrkiet for at sætte fuld kraft på for at få en handlingsplan med Tyrkiet til at give resultater.

EU’s aftale accepteret at give Tyrkiet 3 mia. euro for at forbedre leveforholdene for flygtninge i Tyrkiet. Til gengæld skal tyrkerne begrænse migrationsbølgen. Alligevel er der i år allerede kommet over 90.000 via ruten fra Tyrkiet til Grækenland.

Ifølge Løkke er det nødvendigt, at tyrkerne leverer mere.

”Den måde tyrkerne agerer på, har betydning for, hvor mange der kommer. Og vi må helt nøgternt konstatere, at hvis vi sammenligner situationen nu med for et år siden, så har vi meget store indrejsetal. Det er det, der skaber en ængstelse hos os alle om, hvor vi så er henne om en måned, når foråret kommer igen?,” siger statsministeren.

”Noget skal der ske. Der er betalingsvilje i forhold til Tyrkiet. Men der skal også leveres den anden vej,” siger Løkke.

”Tyrkerne er hovedspor. Men det kan ikke stå alene. Oven på Østrigs udmelding lægger lande som Slovenien og Kroatien op til at skærpe kontrollen med deres grænser som en ”line of defence.” I kombination med Natos beslutning om at øge indsatsen i Middelhavet, gør det, at der begynder at ske noget. Så må vi vurdere den samlede effekt, når vi når længere frem,” siger Løkke.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her