EU-parlamentsformand Martin Schulz: Det, der sker i Polen, tangerer statskup
Polens premierminister, Beata Szydlo, kalder EU-parlamentsformands ord uacceptable og kræver en undskyldning.
Det blev sagt i et længere interview, som egentlig handlede om resultatet ved det franske regionalvalg og partiet Front Nationals succes.
EU-Parlamentets formand, Martin Schulz, talte med en journalist på radiostationen Deutschlandfunk, da han blev spurgt til højredrejningen i europæisk politik, og hvad EU kan gøre ved medlemsstater, der overtræder EU-ret, som f.eks. Ungarn.
Journalisten påpegede, at EU ventede længe med at indlede en sag mod Ungarn. Vil man vente lige så længe i Polen, spurgte hun.
»Det, som udspiller sig i Polen, har karakterer af statskup og er dramatisk. Jeg regner med, at vi vil diskutere det indgående i denne uge i Europa-Parlamentet eller senest på vores møde i januar,« sagde Martin Schulz, som også pointerede, at erfaringen viser, at man skal være varsom med at indlede konkrete tiltag, fordi højrepopulister får større tilslutning, hvis de kan beskylde ydre kræfter for at blande sig i deres indenrigspolitik.
Martin Schulz' ord har dog nået Polen, hvor premierminister Beata Szydlo har kaldt dem »uacceptable« og »fuldstændig uberettigede.«
Hun understregede samtidig, at hun »forventer, at han vil undskylde over for Polen.«
Lørdag gik 50.000 demonstranter på gaden i Warzawas gader i protest mod regeringen og præsidenten, Andrzej Duda.
For, mener man, regeringen og Duda, sætter demokratiet på spil.
Det nye regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS), som Duda tilhørte, indtil han blev præsident, har således vedtaget en lov, som giver partiet ret til at udpege de nye dommere i forfatningsdomstolen, selv om den tidligere liberale regering allerede havde godkendt fem andre kandidater.
Men ifølge PiS handlede den tidligere regering ulovligt, da den udpegede fem dommere kort før valget i oktober. Forfatningsdomstolen har efterfølgende afgjort, at to af de udnævnelser var ugyldige.
Alle fem kandidater blev dog forinden ugyldiggjort af regeringen, og i begyndelsen af december tog Andrzej Duda så fem andre dommere i ed til landets forfatningsdomstol.
Forfatningsdomstolen kan blokere lovgivning, hvis den er i strid med forfatningen, men regeringen, som blev valgt i oktober, har allerede to gange ignoreret afgørelser fra domstolen.
Kritikere advarer om, at PiS forsøger at sikre sig fuld kontrol over forfatningsdomstolen og dermed er i gang med at sikre sig absolut magt.
Demonstrationen blev mødt af en moddemonstration søndag, hvor PiS-støtter gik på gaden.
PiS vandt en overbevisende sejr ved parlamentsvalget i oktober, men de seneste meningsmålinger viser, at partiet har tabt vælgere siden. Også præsidentens popularitet er dalet voldsomt.