»Ekstrem« situation i Sverige: Langt flere bliver skudt end i nabolandene
Det kan være en årtier lang mislykket social indsats, der ligger til grund for de mange skyderier, vurderer en professor.
Den væbnede vold i Sverige har siden 2010 været langt voldsommere end i nabolandene Danmark, Norge og Finland.
En gennemgang, SVT har foretaget, viser, at antallet af skudsårede i de svenske byer set over en periode på fire et halvt år har været fem gange så højt som antallet af sårede i nabolandenes hovedstæder København, Oslo og Helsinki tilsammen. En situation, som SVT kalder »ekstrem«.
»Præcis hvorfor der bliver skudt så meget mere i Sverige, kan ingen svare på. Vi har en stor mangel på viden på det område. Ingen har foretaget en grundig analyse af situationen,« siger Jerzy Sarnecki, der er professor i kriminologi, til SVT.
Jerzy Sarnecki vurderer, at det store antal af skudepisoder kan skyldes, at Sverige har en anden »social situation« end i de øvrige skandinaviske lande, og at man skal se volden som en fejlslagen social indsats gennem mange år. Man skulle have sat ind over for de unge mænd, som nu går og skyder, langt tidligere, vurderer professoren.
På den positive siden er antallet af dødelig vold totalt nedadgående, også i Sverige. Men at der bliver skudt så meget mere, er bekymrende. Ifølge SVT er der blevet skudt 122 gange i København siden 2011, mens der i Göteborg - en by med kun halvt så mange indbyggere - har været det dobbelte antal skudepisoder. I Stockholm har der været tre gange så mange skyderier som i København set over den samme periode.
Og mens der i København har været 30 sårede ved skudepisoder i perioden 2010 til 1. halvår af 2015, har der i Malmø været 63 sårede, i Göteborg 109 sårede og i Stockholm hele 189 sårede.
Ifølge avisen Dagens Nyheter var der alene i 2014 50 skudepisoder i Göteborg, som er Sveriges næststørste by. Fire personer blev dræbt og 24 blev såret, hvilket ifølge politiet tyder på, at der bliver skudt for at dræbe, når skyderierne finder sted.
I den belastede bydel Biskopsgården i Göteborg blev der sidste år skudt 13 gange. Det var også i denne bydel, at der i foråret var en episode, hvor to unge mænd blev dræbt af skud i udkanten af Göteborg.
Skuddene blev affyret med automatvåben, og hændelsen blev hurtigt kædet sammen med bandekriminelle.
»De tænker på kriminalitet 24 timer i døgnet, syv dage om ugen. Det er umuligt for os at være alle steder på samme tid,« sagde regionens politichef, Klas Friberg, på et pressemøde efter drabene.
Så sent som i fredags blev en 26-årig mand skuddræbt i Biskopsgården. Også dette drab har politiet kædet sammen med den igangværende bandekonflikt i byen. Idet episoden fandt sted ved en skole, har den mandag skabt en ekstrem usikkerhed blandt indbyggerne i området.
Men politiet vurderer, at det er sikkert nok for de lokale at sende deres børn i skole.
»I og med at det er en del af bandekonflikten, tror vi ikke, at der bliver skudt på hvem som helst, selv om den her 26-årige ikke i forvejen er kendt af politiet. Så selvfølgelig kan vi ikke garantere nogens sikkerhed,« siger Thomas Fuxborg, som er pressechef hos politiet, til SVT.
Også i Malmø har der været adskillige skudepisoder, og lige som i Göteborg vurderer politiet, at en stor del af volden sker som følge af opgør mellem rivaliserende bander fra byens udsatte boligområder.