Fortsæt til indhold
Europa

Pave Frans opfordrer til dialog og forsoning på balkan

Paven besøger Sarajevo, hvor en af de værste massakrer i Europa siden 2. Verdenskrig fandt sted.

Katolsk messe i Bosnien-Hercegovina forud for pave-besøg

Det er snart 20 år siden, at Daytonaftalen afsluttede tre et halvt års krig og etnisk udrensning i Bosnien-Hercegovina. Krigen og massakrer i blandt andet Sarajevo og Srebenica, hvor det anslås at 8.000 bosniske muslimske drenge og mænd blev dræbt, har efterladt et land med dybe etniske og religiøse skel.

Lørdag besøger pave Frans Bosnien-Hercegovinas hovedstad, Sarajevo, i et forsøg på at hjælpe en forsoningsproces, der på 20 år endnu ikke har kunnet hele sårene efter borgerkrigen.

”Med guds hjælp kommer jeg for at bekræfte katolikker i deres tro, for at støtte økumenisk og interreligiøs dialog og frem for alt for at opfordre til fredelig sameksistens for alle i jeres land,” siger paven i en video til indbyggerne i Sarajevo.

I videoen taler pave Frans italiensk, men den er udstyret med kroatiske undertekster. De fleste af Bosnien-Hercegovinas katolikker er af kroatisk oprindelse, og mange har forladt andet siden borgerkrigen brød ud.

Pave Frans understreger dog, at han taler til alle i landet og ikke kun det katolske mindretal.

”For mit vedkommende er jeg klar til at besøge jer som en broderlig budbringer af fred, for at udtrykke for alle - for alle! - min respekt og mit venskab,” siger han i videoen, som kan ses her, hvor der også er en engelsk udskrift af hans besked.

Siden borgerkrigen, der kostede omkring 100.000 mennesker livet, har de 3,8 mio. indbyggere levet etnisk og religiøst opdelt. Landet er delt i en bosnisk-serbisk republik, Republika Srpska, domineret af serbisk ortodokse, og en føderation af Bosnien og Hercegovina, med et flertal af bosniske muslimer og et katolsk mindretal.

Fredsmesse for 65.000

Højdepunktet i pavens besøg bliver en messe for ”fred og retfærdighed” for 65.000 mennesker i Sarajevos olympiske stadion og et møde med repræsentanter for de katolske, ortodokse og muslimske samfund.

Den bosnisk-kroatiske kardinal Vinko Puljic har ifølge BBC opfordret folk fra alle trosretninger til at ”holde deres ører og hjerter åbne for pavens besked”. og ifølge det britiske medie vil omkring 100.000 mennesker møde op for at se og høre det katolske overhoved.

Bosnien-Hercegovina har tre præsidenter, en fra hver trosretning, som skiftes til at have titlen hver ottende måned og paven vil lørdag mødes med dem alle tre. Lidt under halvdelen af befolkningen har muslimske rødder, omkring 30 pct. er serbisk ortodokse mens ca. 15 pct. beskriver sig selv som katolikker.

”I december vil 20-årsdagen for krigen blive husket, men sporene og sårene fra krig er der stadig,” siger Vatikanets sekretær for udenrigsanliggender, kardinal Pietro Parolin, ifølge Times of Israel.

Pave Frans er den anden pave, der besøger Sarajevo. Det første besøg var, da Johannes Poul II besøgte byen under en hård snestorm i 1997 to år efter krigens afslutning. Også dengang opfordrede paven til forsoning og tilgivelse.