Fortsæt til indhold
Europa

Aber er kommet i klemme i svensk-saudisk strid

Hvis svenske forretningsmænd ikke kan rejse ind i Saudi-Arabien, kan aber åbenbart heller ikke.

Fire dværgsilkeaber på hver 100 gram var ellers ikke mange dage fra at rejse fra det kolde Sverige og mod varmere luftstrømme i Saudi-Arabien, men nu har en diplomatisk strid sat en foreløbig stopper for de planer.

For selv om det ellers lød i slutningen af marts, at striden mellem Sverige og Saudi-Arabien var løst, tyder noget på, at alt ikke er ved det gamle.

Ifølge det svenske nyhedsbureau TT lød meldingen i weekenden fra den zoologiske have i Riyadh, hvortil de små aber skulle have været flyttet, at det ikke ville blive til noget.

For beskeden fra de saudiske myndigheder til zoo-direktøren havde været et nej til aber, når de kommer fra Sverige.

Det fortæller direktøren i den stockholmske dyrepark Skansen-Akvariet Jonas Wahlström til TT.

"Myndighederne har tidligere sagt: Hvor hyggeligt med svenske aber", men nu lyder det, at der hverken kan komme svenske forretningsmænd eller aber til landet. Direktøren i zoo'en blev lidt forbløffet. Han regnede ikke med, at "political business" ville blive "monkey business"," siger han.

Striden mellem de to lande blev udløst, da Saudi-Arabien i begyndelsen af marts nægtede at lade Wallström holde en tale på et topmøde i Den Arabiske Liga i Kairo. Hun havde kort forinden kritiseret saudiaraberne for at undertrykke menneskerettighederne.

Kort efter oplyste den svenske regering saudierne, at man ikke vil forlænge den nuværende militæraftale mellem de to lande, hvilket blev efterfulgt af at Saudi-Arabien hjemkaldte sin ambassadør i Sverige.

Nogle dage efter meddelte Saudi-Arabien, at det ikke længere er muligt for svenskere at få erhvervsvisum til landet, men i slutningen af marts lød det så, at den saudiarabiske ambassadør var på vej tilbage til Sverige, og at forholdet mellem de to lande var normaliseret.

Ikke desto mindre kan svenske forrentingsmænd - eller aber - altså stadig ikke få visum til landet.