Brændende politibiler og voldsomme kampe i gaderne i Tyskland
Politibiler brænder, og flere betjente er blevet såret ved demonstration i Frankfurt.
En demonstration mod åbningen af Den Europæiske Centralbanks (ECB) nye hovedkvarter i Frankfurt har skabt voldsom uro og kampe i gaderne.
En politibetjent er blevet såret i demonstrationen tæt på Alte Oper koncerthal i Frankfurt, skriver BBC.
De seneste tal fra politiet tyder imidlertid på, at mindst 88 politibetjente er blevet sårede af sten, ætsende væsker eller peberspray, skriver Frankfurter Allgemeine og Die Welt. Arrangørerne af demonstrationen siger, at flere demonstranter ligeledes er blevet sårede.
Samtidig har demonstranter bl.a. sat flere politibiler i flammer, ifølge den tyske tv-station ARD.
Frankfurts politi skriver samtidig på Twitter, at situationen har gjort vandkanoner nødvendige, mens der også bliver rapporteret om brug af tåregas.
"Stemningen er aggressiv," siger politiets talskvinde Claudia Rogalski ifølge Bild.
Frankfurts politi oplyser på Twitter, at 350 personer er blevet anholdt for at have begået forbrydelser under demonstrationen.
Tusindvis af demonstranter er mødt op for at deltage i oprøret mod Den Europæiske Centralbank for at markere deres utilfredshed med ECB's indflydelse på den europæiske økonomi.
"Vores protest er rettet mod ECB, der, selvom det ikke er demokratisk valgt, forhindrer den græske regerings arbejde. Vi vil have denne stramning af politikken til at stoppe. Vi ønsker en højlydt, men fredelig demonstration," siger en af arrangørerne bag demonstrationen, Ulrich Wilken, til Reuters.
Omkring 80 danske demonstranter deltager i demonstrationen, skriver tv2.dk.
Tysk politi er til stede med op mod 10.000 betjente og har bl.a. sat barrierer op for at holde demonstranterne væk fra centralbankens nye hovedkvarter.
Lige så mange demonstranter vil ifølge den tyske avis Süddeutsche møde op i den demonstration, der er blevet arrangeret af den antikapitalistiske bevægelse "Blockupy".
Den officielle indvielse af det nye hovedkvarter, der har kostet omkring 1,3 milliarder kroner, foregår klokken 11.