Fortsæt til indhold
Europa

Pres på Obama for at sende våben til Ukraine

Ledende republikanere og demokratere har opfordret USA's præsident Barack Obama til at sende dødbringende våben til Ukraine. Men præsidenten tøver.

USA's præsident Barack Obama er under pres fra flere ledende republikanere og demokratere i den amerikanske kongres for at give tilladelse til at sende våben til Ukraines hær.

Ifølge flere internationale medier heriblandt den amerikanske avis Washington Times har formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren John Boehner, sammen med ti andre fremtrædende medlemmer fra begge partier sendt et brev til Obama, hvor de opfordrer præsidenten til at godkende initiativer, der vil gøre Ukraine i stand til forsvare sin suverænitet.

Altså opfordrer de præsident Barack Obama til, at sende våben til Ukraine i kampen mod Ruslands tropper og dermed indtage en mere aktiv rolle.

"I kølvandet på en våbenhvileaftale, der synes kun at have konsoliderede russiske og separatistiske gevinster siden den første Minsk-aftale, opfordrer vi dig til hurtigt at godkende en yderligere indsats for at støtte Ukraines bestræbelser på at forsvare sit territorium. Det skal ske gennem leverancer af dødbringende og defensive våbensystemer til det ukrainske militær," stod der i brevet til præsidenten fra forskellige ledende republikanere og demokratere.

I slutningen af 2014 vedtog den amerikanske kongres en lov, som giver præsidenten myndighed til at sende våben til Ukraine. Og ifølge Washington Times har ukrainske embedsmænd afleveret en liste med udstyr som de kunne bruge i Ukraine til Pentagon.

Men trods tilladelse og den sendte liste har Barack Obama ikke taget en beslutning om, hvorvidt han vil sende udstyr til Ukraine eller ej.

Ifølge BBC har Obamas rådgivere udtalt, at præsidenten stadig tænker over sin beslutning samtidig med, at han stadig vurderer, hvordan våbenhvilen, der blev aftalt i sidste måned, er gået.

Nogle af medlemmerne af Kongressen mener, at de allerede kan vurdere, hvordan våbenhvilen er gået. De er ikke i tvivl om, at de russiske separatister har misbrugt den, så de kunne gøre deres positioner stærkere.

Dermed presser de præsident Obama til at tage en beslutning.

Edward Randall Royce, der er formand for republikanerne, har ifølge AP udtalt sig meget klart omkring Obamas ubeslutsomhed i sagen. Han har blandt andet sagt, at Obama ved ikke at træffe en beslutning, automatisk beslutter sig om Ukraines skæbne.

Derudover har han også sagt:

"Der er ingen mangel på vilje til at kæmpe - kun mangel på defensive våben."

Ruslands udenrigsministerium reagerede med det samme, brevet til Obama blev offentliggjort. I en erklæring skriver den, at den er dybt bekymret over den fortsatte debat i USA om at begynde storstilet våbenhjælp til Ukraine.

Omkring 6.000 mennesker har mistet livet under kampene, der begyndte i april mellem de russisk-støttede oprørere i det østlige Ukraine og landets egen regeringshær.

I mens parterne fra begge sider beskylder hinanden for brud på våbenhvilen, blev det i torsdags vedtaget i Det Ukrainske parlament, at man ville forøge den ukrainske hær fra 184.000 til 250.000.

Et af de lande, der allerede er i fuld gang med at sende udstyr til Ukraine er Storbritannien.

I fredags bekræftede den britiske forsvarsminister, Michael Fallon, at Storbritannien vil støtte det ukrainske militær med udstyr.

Ifølge både Reuters og The Guardian bliver der tale om natkikkerter, computere, hjelme, GPS-udstyr og førstehjælpspakker til en værdi af 1,3 millioner dollar.

Derudover sender Storbritannien omkring 75 britiske soldater til Ukraine. De vil få base i den vestlige del af Ukraine, og at nogle af dem skal være der i op til et halvt år.