Borgmester roses for apartheidlignende forslag
En italiensk borgmester foreslår, at der oprettes en buslinje kun for romaer efter længere tids problemer.
Problemer med lommetyverier og chikane fra romaer på en bestemt buslinje har fået borgmesteren i en mindre italiensk by til at frembringe et kontroversielt forslag: opret to buslinjer - én kun for romaer.
"En til os og en til dem," siger Claudio Gambino, der er borgmester i Borgaro - en italiensk forstad til Torino med 13.000 indbyggere.
Ifølge en korrespondent ved det britiske medie The Telegraph har byens borgere gennem længere tid klaget over problemer med romaer på en buslinje, der kører forbi et område, hvor omtrent 1.500 romaer holder til.
Klagerne fra folk lyder, at romaerne stjæler fra dem, spytter på dem og chikanerer dem fysisk i bussen.
Forslaget blev stillet til et borgermøde i torsdags og modtog klapsalver. Borgmesteren siger, at han nu vil tale med politikommissæren om, hvorvidt det kan lade sig gøre at oprette en separat buslinje for romaerne.
Fra den politiske venstrefløj i landet har der dog lydt kritik af borgmesterens forslag som nogle mener har en racistisk undertone, men borgmesteren afviser, at det skulle være racistisk, og siger, at han anser det som den eneste løsning, hvor ingen taber noget.
"Det handler ikke om xenofobi (frygt for fremmede), men om sikkerhed og lovlydighed," forklarer han.
Det kontroversielle forslag forsvares desuden i den italienske avis La Stampa, hvor der ifølge The Telegraph står, at det er "apartheid, som ikke hænger sammen med racefordomme, men derimod kriminel opførsel. Alt for længe har linje 69 været et mareridt for borgerne i Borgaro."