Shariapoliti erklæres ulovligt i Tyskland
Selvbestaltede moralvogtere i Wuppertal skal bekæmpes, siger myndigheder.
BERLIN
Mange tyskere troede ikke deres egne øjne, da unge islamister i orange veste med påskriften ”Sharia-Police”, shariapoliti, i den forgangne uge patruljerede i Wuppertal i den vestlige del af forbundsrepublikken. Nu fastslår myndighederne, at de selvbestaltede moralvogtere er ulovlige, og det rigtige politi har fået ordre til at slå hårdt ned mod mændene.
Alle tog afstand
De orange islamister var åbenbart især aktive efter mørkets frembrud, hvor de foran barer og spillehaller søgte at afholde muslimer fra at besøge disse etablissementer. Der bor skønsmæssigt 28.000 muslimer i Wuppertal, af hvilke flertallet tilsyneladende er langt fra at være fundamentalister. Alle, som af tysk tv blev udspurgt på hovedgaden, lagde i hvert fald afstand til initiativet og understregede, at der er religionsfrihed i landet, hvilket indbefatter frihed til ikke at tro på noget som helst.
Men Wuppertal, der har en arbejdsløshed på 10 pct., er også en gammel industriby, som præges af strukturproblemer. Store virksomheder er lukket, og Wuppertal betegnes af efterretningsvæsenet som en højborg for salafister, en ultrakonservativ strømning i islam.
Medlemmerne af Sharia-Police er salafister, 11 af dem, som er blevet identificeret, er mænd mellem 19 og 33 år. De forsøger tillige at hverve nye tilhængere.
Indtil weekenden var det vanskeligt at hindre dem i deres forehavende, fordi det ikke har været forbudt at reklamere for en tro eller opfordre folk til ikke at gå ind i en bar.
En netop gennemført ændring af politivedtægten gør det imidlertid muligt for det rigtige politi at bekæmpe gruppen.
Det sker, efter at bl.a. byens politichef har erklæret, at hun føler sig angrebet af initiativet, og at moralvogterne udfordrer de egentlige betjente.
Også den tyske indenrigsminister, Thomas de Maizière, varsler kamp mod Sharia-Police.
»Sharia vil ikke blive tolereret på tysk jord,« siger han med henvisning til den islamiske lov. »Ingen må anmasse sig til at misbruge det tyske politis gode navn,« tilføjer han i avisen Bild.
Justitsminister Heiko Maas understreger, at »håndhævelse af lov og ret alene er statens ansvar«, og at en sideløbende myndighed ikke accepteres.
Formanden for muslimernes centralråd, Aiman Mazyek, tilslutter sig denne holdning.
»Disse få bøller taler ikke i vort navn,« siger han.
Mazyek opfordrer dog til ikke at gøre et stort nummer ud af aktionen, der betegnes som »skinger og fuldstændig tåbelig«.
Satire om plakat
Wuppertal ligger i delstaten Nordrhein-Westfalen, hvis justitsminister har beordret beslaglæggelse af vestene fra Sharia-Police, hvis de skulle dukke op igen.
Salafister har det seneste år uddelt gratis eksemplarer af Koranen på hovedstrøg i tyske byer. Det er bl.a. sket med en plakat, der opfordrer til at studere værket.
»Lies,« står der med store bogstaver, hvilket er det tyske ord for ”læs”. En satireudsendelse i tv har rådet salafisterne til ikke at bruge plakaten i engelsksprogede lande, for her betyder ordet ”løgne”.