Fortsæt til indhold
Europa

Kæmpe menneskemængde har stormet hovedkvarter i Lugansk

Flere tusinder prorussiske separatister har ifølge AFP stormet regional regeringsbygning i ukrainsk storby.

/ritzau/AFP

En menneskemængde, der tæller flere hundrede, måske flere tusinde, separatister skal have stormet lokalstyrets hovedkvarter i den østukrainske storby Lugansk, skriver flere nyhedsbureauer.

En journalist fra nyhedsbureauet AFP rapporterer, at en flok på omkring 20 unge har smadret vinduer med jernstænger for at komme ind i bygningen, som ikke var bevogtet af det ukrainske politi.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at politiet passivt følger optrinnet.

- Den regionale ledelse har ikke kontrol over sin politistyrke, konstaterer en talsmand for indenrigsminister Arsen Avakov.

Planer om at storme tv-bygning

Menneskemængden venter uden for bygningen på at blive lukket ind.

Indenrigsministerens talsmand siger, at separatisterne tilsyneladende har planer om også at storme bygningen, hvor det lokale tv holder til.

Lugansk ligger tæt på grænsen til Rusland og har et indbyggertal på omkring 465.000.

For tre uger siden indtog de prorussiske separatister sikkerhedstjenesten SBU's lokale kontor i byen.