Fortsæt til indhold
Europa

Kulde kom hurtigt: Fisk frøs til is

"Jeg har aldrig set noget lignende," siger nordmand.

At det er koldt nær Polarcirklen kan ikke overraske.

Men når først fiskene i havet begynder at fryse til is, så er det godt nok usædvanligt køligt.

Det fænomen har man oplevet i den norske provins Nordland i weekenden. Stimer af fisk blev fanget i isen ved øen Lovund ikke langt fra Polarcirklen.

Jaget mod land af skarver

- Minus 7,8 grader og østenvinden gjorde, at bugten frøs til i løbet af kort tid. Fiskene var blevet jaget ind på det lave vand ved kysten af skarver, og derefter har de tilsyneladende ikke været i stand til at komme ud på det åbne hav igen, fortæller Ingolf Kristiansen til NRK.no.

Han var i søndags ude at lufte sin hund , da det usædvanlige syn mødte ham i bugten.

- Jeg har aldrig set noget lignende. Så vidt jeg ved, er det ikke sket før.

Ifølge Aril Slotte, der er ekspert i såkaldte pelagiske fisk - dvs. fisk der lever i de frie vandmasser, siger dog, at det er ikke ualmindeligt, at sild bliver jaget i land af rovdyr.

- Vi ved, at hvaler skræmmer sild på forskellige steder i Troms, så det er ikke utænkeligt, at dette kunne ske med sej og andre fisk, siger han til NRK.no.

Kuldebunden blev nået

Kulden er nu på retur i Norge.

Efter en periode i starten af det nye år, hvor iskold luft fra Rusland ramte Norge med f.eks minus 35,6 grader i Folldal mandag morgen er det allerede nu blevet mildere.

De fleste nordmænd oplever nu igen mere normale temperaturer på fem til ti graders frost.