Fortsæt til indhold
Europa

Norges regering vil gøre som Danmark

Norges nye regering vil - med inspiration fra Danmark - stramme asylpolitikken.

I Norge diskuterer de i øjeblikket asyl- og indvandringspolitik. Og som så mange gange før bruges Danmark både som skræmmeeksempel og forbillede - alt efter politisk overbevisning.

Ifølge Norges nye regering, bestående af Høyre og Fremskrittspartiet, kommer der for mange asylansøgere til Norge.

Den norske regering vil derfor stramme reglerne på asylområdet. Det skriver Aftenposten.

"Når vi har sagt, at vi skal stramme ind, og har lagt flere penge i UDI (Norges udlændingestyrelse, red.), og vil sende folk hurtigere retur, er det klart, at vi ikke er tilfredse med den nuværende situation. Vi er tættere på at tænke som i Danmark, uden at jeg vil sætte tal på," siger Ingjerd Schou, indvandringspolitisk talskvinde i Høyre, til Aftenposten.

Vil ned på dansk niveau

Også hos Fremskrittspartiet lover man stramninger men vil ikke sige direkte, at antallet bør komme ned på dansk niveau, men fremhæver Danmark som eksempel.

Der er en grund til, at der kommer færre til Danmark.
Mazyar Keshvari, Fremskrittspartiet.

"Jeg mener, at vi på mange felter er over grænsen for, hvad vi som land kan tage imod. Jeg mener, at vores politik vil give resultater og på sigt reducere antallet af mennesker, som kommer hertil. Der er en grund til, at der kommer færre til Danmark," siger Fremskrittspartiets indvandringspolitiske ordfører, Mazyar Keshvari.

Men allerede i 2009 sagde Fremskrittspartiets daværende indvandringspolitiske ordfører, Per-Willy Amundsen, at de norske asyltal burde være på niveau med de danske.

"Den eneste løsning er at komme ned på dansk niveau. De har 2000 asylansøgere om året, sammenlignet med 18.000 her til lands. Det er skræmmende at tænke på, at vi har nogenlunde samme befolkningstal," sagde Per-Willy Amundsen dengang til VG.

Kig hellere på svensken

Karin Andersen fra Socialistisk Venstreparti i Norge er til gengæld imod stramningerne og er ikke inspireret af Danmark. Hun spekulerer på, om ønsket om færre asylansøgere bunder i, at nordmændende er blevet rigere.

"Jeg oplever, at det måske er en konsekvens af, at vi er blevet rige, og at man derfor vil beskytte sig selv. Vi bliver i hvert fald ikke mere humane og venlige af at være rige. Forståelsen for at være forfulgt og være i en vanskelig situation er blevet mindre," siger hun til Aftenposten.

Og i modsætning til dem, der ønsker stramninger, henviser hun ikke til Danmark, men derimod til Sverige, som et land der har en asylpolitik, der er værd at efterstræbe.