Danske fixerum inspirerer i udlandet
Britiske politikere overvejer den danske model med ordnede narkoman-forhold.
I de danske fixerum kan narkomaner indtage deres stoffer under rene, overvågede forhold, hvilket både har medført færre dødsfald og nedsat mængden af narkoaffald.
Ifølge The Guardian skal politikere i den britiske by Brighton mødes for "seriøst at overveje" at kopiere de danske fixerum, da Brighton er en af de byer i Storbritannien, hvor der forekommer flest narkorelaterede dødsfald.
104 personer døde mellem 2009 og 2011, mens det er anslået, at 2.000 af byens 300.000 indbyggere har et alvorligt stofmisbrug.
På besøg i København
En journalist fra den britiske avis har været på besøg i et fixerum på Vesterbro i København og undersøgt forholdene.
Her mødte han blandt andet Maja Petersen, der er 38 år, prostitueret og stofmisbruger.
Kl. 08.00 følte hun sig nødsaget til at fixe på gaden, da stofindtagelsesrummet først åbner kl. 08.30.
"Hun satte sig ned på den brostensbelagte gade uden for rummet, stak en kanyle i armen og sprøjtede kokainen ind i sig," skriver journalisten Daniel Boffey i The Guardian.
Det er ikke et behageligt sted, men det er meget populært.Daniel Boffey, journalist, The Guardian.
"Det er ikke et behageligt sted, men det er meget populært. Der har foregået flere end 36.000 indsprøjtninger, siden rummet åbnede i oktober (...) De fleste brugere, cirka 75 procent, er mænd, og to tredjedele er mellem 31 og 50 år," skriver han.
90 andre steder
Vesterbro i København huser det første stofindtagelsesrum i Danmark, og et tilsvarende rum i Odense åbnede tidligere i år, mens et tredje er på vej i Aarhus.
Fixerum har gennem flere år været til debat, blandt andet fordi mange beboere på Vesterbro har været generet af, at misbrugerne indtog deres stoffer og efterlod blodige kanyler på fortove og i opgange.
Åbningen af rummene har betydet en mindskning af dette, da stofindtaget i stedet foregår under ordnede forhold med professionelt sundhedspersonale.
Den danske model findes omkring 90 andre steder på internationalt plan.