Fortsæt til indhold
Asien

Pyton slugte 25-årig mand hel

En indonesisk mand forsvandt søndag og blev fundet inde i en pytonslange.

En ung mand ved navn Akbar Salubiro er blevet fundet død inde i en syv meter lang pytonslange mandag aften i vest Sulawesi i Indonesien. Det skriver BBC.

Den 25-årige mand havde været savnet i 24 timer, siden han tog afsted for at høste palmeolie og ikke vendte hjem igen.

Akbar Salubiros familie og venner samlede et eftersøgningshold og tog ud for at lede efter ham. Det var politiet, der fandt slangen, som de mente havde slugt manden, tæt på familiens palmeplantage. De skar den derfor op med en lang kniv, hvorefter de fandt liget.

Der var tale om en såkaldt netpyton, som lever i Sydøstasien. De anses som verdens længste slangeart og kan blive op mod syv meter. Så det var altså en fuldvoksen en af slagsen, der havde fortæret manden i Indonesien.

Netpytonen kvæler som regel deres ofre, inden de sluger dem hele. Men de angriber sjældent mennesker, og foretrækker at flygte frem for at angribe, fordi de er sky af natur.

Derfor er det sandsynligt, at manden angreb slangen først, hvilket er naturligt for mennesker, når de møder et dyr, de er bange for, mener Evi Ayu Arida, som er reptilekspert ved det indonesiske videnskabsinstitut LIPI.

»Nogle mennesker tror, at alle slanger er farlige. De bliver chokerede og bange, og så forsøger de at dræbe eller fange slangen. Og så sker ulykker som denne her,« fortæller hun til det indonesiske medie Detik.