Fortsæt til indhold
Asien

Kinesisk-russisk alliance rykker nærmere

Med en fælles flådeøvelse sender Kina og Rusland et signal til USA.

Kina og Rusland gennemfører i denne uge deres hidtil største fælles flådeøvelse, der ses som både en magtdemonstration i højspændt territorialkonflikt og som et kraftigt signal til USA.

Destroyere, ubåde, helikoptere og kampfly er del af den otte dage lange øvelse, der finder sted i Det Sydkinesiske Hav nær Kinas sydøstlige kyst. Ifølge Folkets Befrielseshær vil soldater fra de to lande bl.a. træne i at »indtage og kontrollere« øer og rev, hvilket lader til at være en klar besked til andre asiatiske nationer, som Kina strides med om kontrollen over det strategisk vigtige Sydkinesiske Hav og områdets ubeboede øer og klipperev.

Øvelsen kommer på et tidspunkt, hvor Ruslands og Kinas præsidenter, Vladimir Putin og Xi Jinping, gør en stor indsats for at udvide et voksende militært, diplomatisk og økonomisk samarbejde, der i høj grad er defineret af fælles modstand mod Vesten, og især det, som de ser som USA’s forsøg på at inddæmme og isolere Beijing og Moskva.

Kina siger, at øvelsen er »rutinemæssig« og har til formål at styrke de russisk-kinesiske relationer – og ikke er rettet mod noget specifikt tredje land. Men kinesiske militæranalytikere ser dem dog som et »fælles og effektivt svar« på et voksende militært pres fra USA.

Yue Gang, pensioneret oberst i Folkets Befrielseshær, siger, at både Beijing og Moskva står over for en voksende udfordring fra Washington – fra USA’s stadig stærkere militære tilstedeværelse i Asien til sanktioner mod Rusland efter annekteringen af Krim-halvøen i 2014.

Kina og Rusland »er klar over, at de har brug for at samarbejde, ikke kun inden for diplomati og politik, men også militært, som reaktion på udfordringen fra Vesten«, siger Yue Gang til avisen South China Morning Post.

Øvelse øger uro

De to permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd indtager ofte de samme holdninger i internationale konflikter og bringes også tættere sammen af, at de kan levere det, som den anden side har allermest brug for: Kina har kontanterne, mens Rusland har energien.

Flådeøvelsen frygtes at kunne optrappe striden i Det Sydkinesiske Hav, og chefen for USA’s Stillehavsflåde, admiral Scott Swift, har udtrykt utilfredshed.

»Der er andre steder, hvor den øvelse kunne være blevet afholdt,« konstaterede han i forbindelse med et besøg i Kina sidste måned om øvelserne, der netop finder sted i Det Sydkinesiske Hav.

Admiralen beskrev ifølge nyhedsbureauet AFP øvelserne som del af en lang række kinesiske handlinger, »der ikke er med til at øge stabiliteten i området«.

Mens Kina kræver det meste – 90 pct. – af Det Sydkinesiske Hav som del af sit territorium, anser en del andre lande, deriblandt Vietnam og Filippinerne, dele af havområdet for deres.

Konflikten om kontrollen med havområdet er for alvor blusset op, efter at Kina har udvidet sin militære rækkevidde ved at anlægge havne og landingsbaner i det omstridte område, hvor der før blot var koral- og klipperev.

I juli led Beijing imidlertid et sviende nederlag, da en international domstol i Haag afviste Kinas krav på størstedelen af Det Sydkinesiske Hav, og samtidig blev der udtrykt skarp kritik af Kinas aggressive fremfærd i territorialkonflikten.

Beijing reagerede vredt på afgørelsen og anklagede i stedet USA for at puste til konfliktens flammer som led i et forsøg på at inddæmme Kina. Derimod har Rusland været den eneste større nation, som har forsvaret Kina.